Den første fornemmelse af næste bog...

Her fødes den første fornemmelse af at næste bog.


























Der er billeder. Situationer. Lyster. Sære sanseoplevelser.
Forfatterinden har mange fragmenter af næste bog.

Og så kommer det øjeblik, hvor elementerne forbinder sig med hinanden på fortumlede og uplanlagte måder. Elementerne gør noget ved hinanden.  Og ved forfatterinden. Det transformerer og muterer.

Fortællingens kalajdoskop drejer sig.

Situationerne og billederne er de samme, men de nye mønster får det til at svimle for forfatterinden. Hun aner konturerne af næste bog.

Forfatterinden går næsten i panik.
Hvis hun nu glemmer det.
Hvis det forsvinder igen, før hun har skitseret de nye mønstre.

Forfatterinden har brug for fem minutter og en låst dør.

Og sådan går det til, at den næste romans første skridt bliver taget på et lokum på Vallekilde Højskole.

Forfatterinden er glad og skræmt

Forfatterinden synes selv, det er en flot forside.  Den rammer stemningen i bogen. Og hun bliver så glad, når andre også synes, det er en flot forside.

Men straks efter er forfatterinden skræmt.
Hvad nu hvis forsiden er det bedste ved bogen. Hvad nu, hvis det er en af de bøger, hvor man kun taler om forsiden? Hvad nu hvis bogen slet ikke kan leve op til den forside?

Forfatterinden har en stor trang til at stille sig om bag døren. Præcis som hun gjorde, da hun var lille og gik med ble. Hun vil stille sig i tusmørket bag døren og presse sin bog ud i bleen uden, at nogen ser det. Og så kan hun rulle bleen sammen og lægge den i skraldespanden, og ingen vil nogensinde opdage, at hun er nedkommet med den bog.
Det vil være en stor lettelse.

Men forfatterinden ved godt, at hun må styre sin trang til at leve i skyggerne bag døren.
Hun vil ikke ende som skyggetante i sit eget tusmørkeland.

Her er endelig en forside!

Tak til superheltemor for at spotte forsiden på Saxo.com.

Forfatterinden sendte straks en mail til pressedamerne og fik lov.

Så her er eksklusivt for bloggens læsere: BOGEN med den rigtige og fede forside og ikke det lille skaldede og gnidrede billede på Saxo.com.

I dag er der præcis 60 dage til bogen udkommer!

Forfatterinden tænker, at det er et godt tidspunkt, at Fru Elg er dukket op. Der falder sådan en ro over forfatterinden, når hun mærker varmen fra den store krop og drøvtygningens rolige rytme. Hvordan skulle hun ellers klare 60 dages ulidelig venten?

Forfatterinden er på højskole

Her ligger to børn og sover. De er på højskole med forfatterinden.
Mandag morgen klokken 09.00 skal forfatterinden holde oplæg og undervise.

Forfatterinden har et hvidt stykke papir liggende foran sig. Hun plejer at stå og gemme sig bag en powerpoint, men det har hun besluttet, at hun ikke skal i morgen. Problemet er bare, hvad hun så skal.

Børnene vender sig sovende i sengene og forfatterinden vandrer i spisesalen efter lunken kaffe.

Det blev sent til aften. Efter aftensmaden, bliver der budt velkommen, og ugens program bliver præsenteret. Forfatterinden forstår at det, hun har forberedt, er ubrugeligt. Det er ikke relevant i forhold til resten af ugen.

Hun må lave et nyt oplæg, og hun må køre hjem til Korsør for at hente andre bøger, hun kan bruge som eksempel.
- Er det ikke lige lidt overdrevet, siger den store pige, at køre hele vejen hjem efter et par bøger? Der er jo så mange bøger på højskolen, kan du ikke bruge nogle af dem?
Men det kan forfatterinden ikke. Så hele flokken kører en tur hjem igen.

Nu sidder forfatterinden tilbage på højskolen med sine nyhentede bøger, sine sovende børn, den stille nat og sit hvide papir.
Og lunkne kaffe.

Og forfatterinden er stadig på spanden.
The only way out is through.... I morgen bliver det på den hårde måde.

Men så er det, at forfatterinden bliver puffet i nakken af en blød mule. Hun har fået besøg af fru Elg. Det er lidt pinligt at tilstå, men forfatterinden har en fantasiven. En voksenfantasiven og det er fru Elg. Lige nu står hun og tygger drøv og lugter ud af munden.
Forfatterinden lægger en hånd på ryggen af fru Elg og mærker varmen fra den store krop.
Det skal nok gå i morgen.

Den første dedikation.

Forfatterinden har tredive frieksemplarer af sin bog. Fem af dem ligger på bordet foran hende, og de sidste femogtyve bliver sendt i løbet af sommeren. Hun har ikke talt sine venner og sin familie, men hvis de er flere end tredive, så må hun købe sin egen bog hos boghandleren ligesom alle andre.

Huset er stille.
Manden og pigerne er gået i seng.

Forfatterinden sidder og øver sig.
Hun skal jo skrive dedikationer i bøgerne, og i virkeligheden hedder hun Malene Kirkegaard Nielsen, men forlaget har bedt hende smide Nielsen. Og det har hun så gjort.

Hun kan godt se, hvad forlaget mener. Det ser sejere ud på bogen, at hun kun hedder Kirkegård. Det passer også til genren. Og som omslaget ser ud nu, så er der slet ikke plads til noget Nielsen hverken på bogens ryg eller forside.

Før hun blev forfatterinde, skrev hun altid M. K. Nielsen. Hun skrev en stor krussedulle for M. og K., og selve underskriften var så Nielsen. Men det går jo ikke længere, når Nielsen er dømt ude.

Den første dedikation skal være til manden. Det er også den sværeste. Hun vil gerne skrive noget rigtigt. Noget ægte og følsomt og overraskende. Noget han bliver glad for.

Hun kan ikke skrive, at hun elsker ham, det overrasker ham ikke. Hun kan heller ikke tegne en lille sjofel tegning. De tegninger har han mange af. Det skal være noget helt andet, som hun slet ikke plejer. Noget nyt og fint.

Men hun kan ikke komme på det rigtige.
Så hun øver sig lidt mere på underskriften.

*

Så er bogen er i hus :-)

Forfatterinden er på forlaget og henter bogen. Hun får mange kram og tillykke, og de er så glade.
- Hvor er det en pisseflot bog...
- Den forside virker helt tredimensionel...
- Den skiller sig virkelig ud...

Hjemme venter manden med bøf og blomster og forfatterindens yndlingsøl, og de siger tillykke, og hvor er det en flot bog. Barnet har bundet en krans af ukrudt, som forfatterinden har på hovedet, når de senere går til sankthansbål på stranden.

Den store pige, siger ikke tillykke, hun skyper. Og spiller computer og laver lektier og griner i mobilen. På samme tid. Den store pige svinger sit lange glatte hår og siger flot mor på den der måde, og forfatterinden er ikke sikker på, at hun overhovedet ser bogen. Men det er okay. Forfatterinden ved godt, at den store pige i disse år genopfinder sig selv som stor, og der er ikke plads til meget andet i hendes elleveårige hoved.
Forfatterinden er glad for hendes flot mor.

Familien skåler sammen, og bagefter går forfatterinden op på toilettet og låser døren. Hun sætter sig på gulvet og lægger bogen mellem de udstrakte ben. Her kan hun sidde og kigge på bogen. Helt for sig selv.

Det er sært. Som at møde en, man burde kende, men som viser sig at være fremmed. Underligt. Bogen forekommer hende at være fremmed. Hun kan godt lide farverne, og det er en flot bog. Lidt anderledes. Hun kan godt se, hvad de mener på forlaget, når de siger det. En anderledes forside. Hun lugter til bogen.
Den lugter af nytrykte palakater.

Senere går hun ned og tager billeder af bogen. Hun må stadig ikke vise bogens forside før 1. august, men bogens ryg har ingen sagt noget om.

Bogfeber 42 grader celsius

Telefonen har ringet!
Forfatterinden svinger sin taske over skulderen og kører til toget.

Bogfeber

Forfatterinden venter ved telefonen. 

Leverandørerne holder ikke altid, hvad de lover, så bogen er alligevel ikke på lager i dag.

Redaktricen har lovet at ringe, så snart hun har færten af den. Hun har en fin, lang og lidt spids næse, og forfatterinden ser for sig, hvordan redaktricen hele dagen løber  op og ned ad forlagets gange i hundehøjde og snuser til alle postens pakker. 

Mindre kan ikke gøre det.

Redaktricen MÅ være på jagt efter forfatterindens bog.

Hun har i hvert fald ikke møde med en anden forfatter.

Ikke i dag.

Det kan forfatterinden slet ikke forestille sig.

Det er længe siden forfatterinden sidst har siddet ved en telefon og ventet.

Den gang ventede hun på Thomas og Mark og Jonas og ham med rastafarikrøllerne.

Men længslen er næsten den samme.

Og nervøsiteten.

En illustratorgud

Forfatterinden glæder sig ikke kun til i morgen, hvor hun skal ind til byen og røre ved sin bog. Hun glæder sig også til næste uge.

I næste uge skal hun møde en af sine guder.
Guden hedder Helle Vibeke Jensen.

www.hellevibekejensen.dk

Guden har udgivet en bog.
SLANGEHUND.

Bogen er smuk og tavs. 

Ikke et eneste ord. 

Kun billeder.

Så mærkeligt og så inspirerende. 

Forfatterinden fortaber sig i de billeder. 

Og så er der dette væsen:

Og det her:

Forfatterinden forstår ingenting.

Men hun bliver sært oplivet af de billeder.

På torsdag, på torsdag, på torsdag...

Forfatterinden er så glad i dag.
Det er, så det synger og glitrer inden i hende.
Bogen kommer på lager.
Det siger redaktricen.

Forfatterinden kan tage toget til byen på torsdag.
Hun kan gå op på forlaget.
Hun kan se sin bog.
Hun kan holde den mellem sine hænder.
Og åbne den.

Og se.
Det er en rigtig bog.

Vandondulering

Forfatterinden bliver vandonduleret.
Det er alt for varmt og alt for larmende, og det får forfatterinden til at savne sin bedstemor.
Men hun var nødt til at prøve det. Bare ordet: Vandondulering.
Forfatterinden er helt solgt til det ord.

Og hun har brug for at få onduleret alle tankerne om slam! og slamslam!

Hun har brug for at tænke:
Jeg vil tjene flere penge!
Jeg kan tjene flere penge!

Hun er lige ved at foreslå frisøren, at hun kan komme hver eftermiddag og feje hår.
Men det gør hun så ikke.

Søndagsblogger

Forfatterinden blogger ikke om søndagen.
Det har hendes familie besluttet.

Skatteslamslam!!

Dagen efter kommer brevet til Manden.
Det var også et slam!
Enoghalvtreds tusind.
Manden og forfatterinden ler sammen.

Hvad kan de ellers gøre?

Skatteslam!

Nej, det er ikke slam som i kloakkerne.
Det er slam!
Rundt og fyndigt som et dørsmæk.
Toogtredive tusind.
Slam!

Forfatterinden og manden havde lige lunet sig ved, at de endelig var kommet på højkant igen efter flere hårde og usikre år.
Men det var de så ikke alligevel.

Forfatterinden er nødt til at sige det til manden. Der er ingen vej udenom. Det er ellers hende, der har tjek på det med økonomien, og hun plejer at være tjekket med det.

Da hun endelig får det sagt, bliver han ikke vred. Han siger ingen grimme ting. Han bliver heller ikke tavs. Men han ser underlig træt ud.
- Hvad vil du gøre ved det?
- Det ved jeg ikke, jeg har ikke pengene. Jeg er virkelig ked af det.

Og det det er rigtigt. Forfatterinden er ked af det.
Forfatterinden har skyld.
Hun burde have set det.
Hun burde have set det slam! komme.

Og de seksogtredive tusind har gjort manden mindre.
Hans drømme er nu gennemsigtige og tynde.

Senere handler manden ind og kommer hjem med blomster til forfatterinden.
De blomster så hun heller ikke komme.
Men de får hende til at huske, at det jo er derfor, hun har giftet sig med ham.
Fordi han kan være sådan.

Middag på forlaget II.

Dagen efter vågner forfatterinden i en fremmed seng.
Det er ikke en forkert seng.
Hun vågner hos en veninde.

Forfatterinden blev ved i går.
Forlaget lukkede på dem, og Klaptræet lukkede på dem.
Det blev den hyggeligste aften længe.

Og forfatterinden har lært nye ting.

Forfatterinden ved nu, at alle forfattere sælger fint.
Hvad fint dækker over, det er så en hemmelighed.
Det må man gætte sig til.

En enkelt forfatter er ikke i det fine selskab.
Hun sælger bare godt.
Forfatterinden får en lumsk mistanke om, at godt er bedre end fint.

Det særlige ved denne aften er, at ingen spørger:
Og hvad laver du så?
De siger alle sammen:
Hvad skriver du?

Forfatterinden har en redaktør til bords. Det er lidt fint, tænker hun og er glad.
Han spørger selvfølgelig ikke, hvad hun skriver, det ved han godt. Forfatterinden udkommer jo på hans forlag. Han orienterer sig og er nysgerrig.

Nogen af de andre har skrevet bøger, som forfatterinden har læst.
Det luner forfatterinden sig ved.
Hun forstår, hun er i et selskab af rigtige forfattere.

Hun og redaktøren taler om bøger og litteratur.
Forfatterinden forstår, at kogebøger og boligindretning også er litteratur.
Og havebøger.

Sådan havde hun ikke selv tænkt det, men hun forstår, hvad han mener.
Litteratur kan være andet end digte og små smalle bøger, der udkommer på smalle forlag og bliver læst af lange smalle mennesker med briller og dybsindigt morgenhår.

Til middag på forlaget

Forfatterinden skal til middag på forlaget.
Det har hun ikke prøvet før.
Hun glæder sig.

Forfatterinden synes ikke, at katten skal kigge på hende på den måde.
Det ER svært at vælge sko til en vigtig begivenhed.

Låget af spanden

I dag har forfatterinden taget låget af spanden.
Hun skal grunde det sidste hjørne af væggen.

Og så mangler hun bare at

• lave lysninger af træ i vinduet.
• skrue fodpaneler på den nye væg. 
• lave listen øverst på væggen. 
• Og selvfølgelig male træværk.
• Og male vægge.
• Og male gulvet.

Forfatterinden og hendes mand og pigerne og hunden og alle kattene bor i en stor gammel kasse, hvor ikke et eneste rum er færdigt.

Skrivestuen bliver det første rum i hele huset, hvor ALT er afsluttet.

Forfatterinden indrømmer blankt, at på det punkt er hun en stor egoist.
Men det er så også hende, der gør arbejdet.

Forfatterindens mand

Ja, det er et billede af forfatterindens mand

Og nej, han er ikke helt almindelig.

Det er længe siden, han allerførst kom til forfatterinden og tabte en flaske rødvin for hendes fødder. Den gang var han ung og glat og uden kønshår i ansigtet.

Nu er de gift og har været det i mange år.

Nogen gange tænker forfatterinden, at han godt kunne ha' sagt det. Han kunne godt ha' sagt, at han i sine ældre udgaver havde tænkt sig at være buskmand.

Forfatterindens skrivestue

Forfatterinden må have et sted. 

Et sted med en dør. 

Forfatterinden har en mand, hun har to børn og tre katte og en hund. Og de vil alle sammen helst kravle rundt på forfatterinden og tale på hende og få hende til at hælde mad op i skåle og hele tiden skal forfatterinden lytte og sige søde ting.

Døren er det vigtigste. 

Forfatterinden har en god mand. Hun får lov til at slå en væg op midt i stuen. 

Sådan på tværs.

Forfatterinden bruger sine hænder og sætter væggen op. Det er den til venstre i billedet. Hun kæmper med metalskinner, gips, krydsfinér og rockwool. Hun spartler, sætter filt op og grunder. Og så løber hun tør for grunder. Det kan ses i billedet. Lige det hjørne for neden til venstre for vinduet. 

Og det var så det. 

Så skete der ikke mere. 

Jo, forfatterinden købte skam en ny spand med grunder, men hun åbnede den aldrig. 

Hun lukkede sin dør.
Og sad på spanden i et år.
Det var sådan bogen blev færdig. 

Den Lange Presse

Forfatterinden drikker morgenkaffe med katten.
Telefonen ringer, det er en af pressedamerne fra forlaget.
Pressedamen er glad, hun har talt med Den Lange Presse. 

Og den lange presse lytter.

Det er et godt tegn, siger den dygtige pressedame.
Og ringer af.

Forfatterinden stiller sig straks i positur.
Hun vinkler sig selv med enden forrest.

Presse og vinkler

På forlaget drikker forfatterinden kaffe med redaktricen og to pressedamer.
De taler kort presse og lang presse og den midt imellem.
De taler vinkler.
Pressevinkler.

Forfatterinden skal vinkles til pressen.
Hun stiller sig an.
Hun vinkler sig selv på nye måder.
Det gør hun gerne.
Hun stiller sig i sære positurer med knæk i hoften.

Bagefter er hun nyvinklet. Skæv og lige på den rigtige måde.

Møde på forlaget

- Hvor skal du hen?

Katten har set forfatterinden med curlere i håret skifte mellem  flere sæt tøj. 

- Skal du til byen?

- Jeg skal til møde på forlaget. Om bogen, du ved. 

- Den bog?

Forfatterinden nikker. 

Katten siger ingenting.

- Du er ikke sur vel?

- Overhovedet ikke. Jeg er glad for bogen. På dine vegne. Jeg sidder bare her og venter på, du snart kommer hjem igen. 

Forfatterinden og korrektur.

Forfatterinden var nødt til at tage et billede. 

Forfatterinden finder det mildt ufatteligt, at der SNART er en bog. 

Og så meget hun har lært. 

Redaktricen har været skrap!

Hun siger at:

• At man ikke må skifte tid midt i det hele.
• At man ikke må skifte synsvinkel midt i det hele
• At man ikke må bruge for mange tillægsord midt i det hele
• At man ikke må gentage sig selv.
• At man ikke, midt i det hele, må fortælle det, læseren allerede ved.
• At man ikke må bruge "og", hvis det er noget nyt, der begynder. Så skal der være et punktum og en ny sætning.

Og når ingen hører det, og ingen ser det, så tænker forfatterinden, at hun var meget mere nybegynder, end hun selv gik rundt og troede. 

Men det er okay. 

Forfatterinden har været i lære. 

Og nu afleverer lærlingen sit svendestykke til verden. 

Det er dog noget...

Forfatterinden beslutter med sig selv, at hun gerne må være stolt.