Den første dedikation.

Forfatterinden har tredive frieksemplarer af sin bog. Fem af dem ligger på bordet foran hende, og de sidste femogtyve bliver sendt i løbet af sommeren. Hun har ikke talt sine venner og sin familie, men hvis de er flere end tredive, så må hun købe sin egen bog hos boghandleren ligesom alle andre.

Huset er stille.
Manden og pigerne er gået i seng.

Forfatterinden sidder og øver sig.
Hun skal jo skrive dedikationer i bøgerne, og i virkeligheden hedder hun Malene Kirkegaard Nielsen, men forlaget har bedt hende smide Nielsen. Og det har hun så gjort.

Hun kan godt se, hvad forlaget mener. Det ser sejere ud på bogen, at hun kun hedder Kirkegård. Det passer også til genren. Og som omslaget ser ud nu, så er der slet ikke plads til noget Nielsen hverken på bogens ryg eller forside.

Før hun blev forfatterinde, skrev hun altid M. K. Nielsen. Hun skrev en stor krussedulle for M. og K., og selve underskriften var så Nielsen. Men det går jo ikke længere, når Nielsen er dømt ude.

Den første dedikation skal være til manden. Det er også den sværeste. Hun vil gerne skrive noget rigtigt. Noget ægte og følsomt og overraskende. Noget han bliver glad for.

Hun kan ikke skrive, at hun elsker ham, det overrasker ham ikke. Hun kan heller ikke tegne en lille sjofel tegning. De tegninger har han mange af. Det skal være noget helt andet, som hun slet ikke plejer. Noget nyt og fint.

Men hun kan ikke komme på det rigtige.
Så hun øver sig lidt mere på underskriften.

*