På Skrivestuen 1

For længe siden, da forfatterinden og manden lige var flyttet til Korsør, sad forfatterinden med sit lille skrivebord her:

Det var koldt og fredløst.

Den gang fik forfatterinden lov at slå en væg op gennem stuen, det kan man læse om her

Men nu skal skrivestuen være færdig. Helt færdig. Der er ikke et eneste rum i den store gamle kasse, der er færdigt. Der mangler lister og maling alle vegne. Det er forfatterinden, der svinger hammer, boremaskine og malerruller og det er mandens rastløse temperament, der bestemmer, hvornår hun går videre til et nyt rum. Men ikke med skrivestuen. Det er forfatterindens skrivestue og den skal være færdig. Helt færdig. Der skal hverken mangler lister eller maling eller vinduespudser. Og forfatterinden er stædig. Nej, siger hun, når datteren taler om sit værelse. Nej, siger forfatterinden, når manden taler om opgangen.
Ja, forfatterinden kan godt se, at den ser fin ud på billeder med hund i stol og maleri i guldramme. Men når man ser den analogt i virkeligheden ligner den noget fra før muren faldt.

Så, nej, nej, nej. Der sker ikke noget andre steder i den gamle kasse, før forfatterindens skrivestue er færdig.

Forfatterinden har lavet det store ryk i december.
Først skulle en liste reetableres øverst på den nye væg:

Forfatterinden kan ikke finde en liste i den rigtige tykkelse, hun kommer hjem med en tyndere liste og brækker stykker af en malepind og lægger under listen for at få en tykkelse som de gamle lister.

Hun passer listen til i begge ender ind mod de gamle lister.                                              

Ovenpå den flade liste sømmer hun en halvrund pind. dvs en rund pind, der er skåret tværs igennem på langs. Forfatterinden lærer et nyt ord. Halvstaf. Sådan en halv pind hedde en halvstaf.

Under listen sømmer hun en kvartrund pind. Det hedder en kvartstaf.                                                    

Når pind og liste skal sømmes sammen og det skal males og se pænt ud, så skal sømmene dykkes. Forfatterinden bruger en dykker. Det er et kort rundt metalspyd, der for enden passer præcis i den lille fordybning, der er i sømmets hoved og så kan man med hammeren slå sømmet under træets overflade, så der kun er en lille fordybning, der senere kan spartles ud. Sømmene er særlige søm, med den rigtige fordybning i sømhovedet, så de passer til dykkeren.

Så er listen klar.                                                                                                      

Forfatterinden spartler alle sømhuller og fuger alle samlingerne mellem listerne, så man ikke længere kan se, at den nye liste er skabt af tre forskellige lister og ikke er fræset ud i et stykke.Forfatterinden maler og opdager, at fugningen har udjævnet de skarpe kanter, så listen ikke ser helt så ny ud med maling.

Den nye liste passer fint og ingen kan se, at den er reetableret. 

Forfatterinden er stolt!

På skrivestuen.

Forfatterinden er offline.
Det har hun været i uger.
Hun arbejder på sin skrivestue.
Ikke i sin skrivestue. Hun sidder ikke i sin skrivestue og arbejder på den næste bog.

Hun arbejder på sin skrivestue.
Det er rigtigt arbejde.
Træ og maling og lister og værktøj.
Fra ni morgen til ni aften og hun lægger sig træt i sin seng.
Træt på den kropslige måde.

Hun vender nok først tilbage til det digitale liv i det nye år.

Gave til fru Elg

Forfatterinden har i lang tid ikke skrevet nogen indlæg på sin blog. Hun har haft travlt, hun har nærmest ikke være hjemme i flere uger.
Forfatterinden har været på bogforum og har trådt op og signeret bøger og svaret på spørgsmål, sådan som man gør, når man er en rigtig forfatter.
Det var helt som hun havde tænkt.

Pånær en ting.
En ukendt kvinde kom til forfatterinden med en gave.

Forfatterinden går ud i haven og finder fru Elg.
- Hey?
Forfatterinden stryger den over nakken og de lange bløde ører.
- Du har fået en gave.

Forfatterinden løfter Fru Elgs varme mule og tørrer dens våde øjne med sine håndflader.
Det er første gang nogen har købt en gave til Fru Elg og pakket den ind og bundet bånd omkring og fragtet den gennem en halv by for at aflevere den.

Fru Elg nyser et meget velartikuleret atjhuuu.
Ja, ja, siger forfatterinden, jeg ved godt, du bare er forkølet...

Forfatterindens fetich

Curlere i håret og frem med makeuppungen.
Forfatterinden kan bruge timer i byggemarkedet. Hun kigger på værktøj og diskuterer ydelsen og længden og kvaliteten.
Hun har altid høje hæle på og danser ned langs rækkerne med søm og skruer.

Butiksindehaveren bruger lang tid på forfatterinden, de står tæt og hun smiler og spørger til forretningen og varesortiment og hvordan det er at være del af en kæde. Og så vælger han værktøj for hende, lægger det i hendes kurv og følger hende op til kassen, og hun ler og han smiler og har brune øjne. To slibemaskiner og en ny lampe.

Og så er det at forfatterinden afslører sit sande jeg. Forfatterinden er en pruttepige. Hun må altid lige prutte lidt og butiksindehaveren ser så skuffet ud, at forfatterinden synker en klump.
Men hun får sine ti procent.

Forfatterinden smider de høje hæle, sætter strøm til og nyder styrken, larmen og potensen, mens spåner og slibestøv fyger om ørerne på hende.

SKRIVESTUE - Here I come....

Skrivestue

Forfatterinden har en skrivestue.
Hun forestiller sig, at hun har en skrivestue.
Men hun er ikke sikker på, det ligner en skrivestue....

Næste bog

Her er næste bog.

Her er den tekst på sytten linjer, næste bog springer af.

Forfatterinden er stille og gemmer denne tekst ved sit skrivehjerte.
Hun ved, at nu holder mutationerne op.
Forfatterinden har igen et liv og en retning.

Efterårsferie

 Det er efterårsferie, og forfatterinden har lovet sig selv at stå op klokken halv syv hver morgen. Hun lusker sig til tre skrivetimer, mens resten af familien langsomt vågner og sumper ud til morgenTV.

Hvor morgen finder hun sin notesbog, sin pen - den med det rigtige flaskegrønne blæk - sine læsebriller og plotkortene. Klokken syv lukker hun døren til kontoret og tænder computeren.

Men det er en forfærdelige tid. Historier kommer og går og vender tilbage igen. Stoffet muterer og genopstår i nye former.

Hver anden dag er forfatterinden talentløs, og hver anden dag skriver hun sig ind i litteraturhistorien.

Bog eller Ebog?

Ja, det var et godt spørgsmål, tænker forfatterinden.
Cecilie har spurgt, om forfatterinden helst vil have, at man køber Hotel Rudolph som papirbog eller Ebog.
Skal forfatterinden nu anbefale fremtiden, eller skal hun insistere på at papiret gør en forskel? At bogen har en anden vægt, når man holder den mellem hænderne? At man kan tage noter i marginen og give sin bog en historie med kaffepletter og krøllede sider fra badekarret eller den gang man glemte den ude på græsset og duggen faldt.
Og første gang man åbner en bog, lugter den af nytrykte plakater, der skal hænges op i hele byen, så alle ved, at ens bedste venner snart spiller koncert på Huset.
Hvad lugter kindle af? Forfatterinden rejser sig og går ud til sin mand. Han har en Ipad, og hun tager den ud af hans hænder og lugter til den.

Den lugter mest af lak. Hun åbner det fancy rødlakerede etui og lugter til selve Ipaden. Den lugter Tørt og gråt med en svag tone af børnetandlægens lattergas.

Manden ser til uden at sige noget. Han har altid sagt, at forfatterinden havde en smuk lang næse.

Nej, det går ikke. Forfatterinden er jo sentimental. Hun har et øjeblik glemt, at det selvfølgelig er FORRETNING. Hun støver mapper af og går på jagt efter kontrakterne.

 Hun ganger og dividerer og går på nettet og finder udsalgspriser. Og tadahhh hun kan sætte to streger under sin indtjening pr bog. Forfatterinden tjener cirka femogfyrre kroner på hver museumsbog, der sælges mod tredive kroner for den fagre nye verden.

Forfatterinden synes, at Cecilie skal gå på museum.

Operation Charlot og Charlotte. Debreafing

Den dag kom forfatterinden på kant med teknikken. Hun får det kun til at virke på facebook. Ikke her på bloggen. Så her kommer det all-in-one. Den store tur rundt i landet.

Nyborg, Svendborg, Rudkøbing, Faarborg og Haarby. Syv boghandlere når de. Syv små boghandlere, der lugter af støv og ligger langt fra hinanden. Kun Svendborg er særligt kulturel og huser hele tre boghandlere i samme by. 

Det er planen, at forfatterindens søde og seje veninde, skal smile stort og spørge til en bog, hun har hørt om. I Nyborg er de venlige hos boghandleren, men kan ikke finde bogen på hylderne. De går langs reolerne og leder og de slår den op i deres system og opdager til deres forbløffelse, at de slet ikke har haft bogen hjemme. Det må være en fejl, den bestiller vi straks hjem. Og veninden forklarer, at hun jo bare er på gennemrejse og ikke kan garantere, at hun kommer gennem Nyborg og kan hente den igen, men det gør ikke noget, siger det søde menneske, så sælger vi den bare til en anden.  Lige præcis. Det er det de skal, BESTILLE bogen hjem og SÆLGE denI Svendborg sidder forfatterinden og hækler på en parkeringsplads. Den lille toggris til Odense kører forbi bilen mange gange før veninden er tilbage igen. Tre boghandlere tager sin tid og da veninden kommer, har hun armene over hovedet. Alle boghandlerne i Svendborg har bogen og de taler engageret om den og fortæller, at den ikke ligner noget andet. Forfatterinden beundrer veninden for hendes mod til at gå direkte ind i løvens hule og tale om bogen og gå igen uden at købe den. Kun printerpapir køber hun, den ene gang, hvor det på en måde blev umuligt bare at gå.Og så er det frokost i det fri og kaffe med varm mælk på et lille stormkøkken.

Rudkøbing og Faarborg. Det ene sted er bogen udsolgt, men bestilt hjem til weekenden, og den har sådan en smuk forside, siger boghandleren med sit  krøllede hår, der vokser opad. Det andet sted, har de to nydelige kortklippede damer skam bogen, det er den med et fordrejet hus på forsiden. Og så var de lige på Langeland. Det er også en oplevelse. Nu ræser forfatterinden og veninden af sted. Fra Faarborg til Haarby, de kan lige nå det inden 17:30. Men uden de opdager det begynder GPS'en at stille dem sjove forslag og de ender mærkelige steder. Først var Fyn så idyllerisk, med små skæve huse og gader og kulturradikale turistbutikker med keramik og glas og design og så blev Fyn til noget med køreskoler, tykke affarvede piger og alt for unge drenge på knallerter. Endelig 17:32 parkerer de foran boghandleren i Haarby og sådan en boghandel har forfatterinden aldrig set før:

 Da forfatterinden om aftenen kommer hjem til manden, er hun glad. Bogen er på boghandlernes indre lystavle. De kender den. De ved, den er kommet, at forsiden er FLOT, at den har fået gode anmeldelser og ikke er som så mange andre bøger. Mere sådan lidt Twin Peaks agtig. Gennem veninden har hun mærket boghandlernes engagement og det er dejligt. Det er jo dem der møder læserne og skal sælge bogen. 1000 tak til den superseje veninde med en løves mod og galskab nok til at undfange og gennemføre vores raid.Næste gang går vi efter de store kæder; Bog og Idé; Arnold Busck og Gad - here we come.

Forfatterinden på hemmelig mission

Forfatterinden har en skøn veninde med solbriller og højt hår. Sammen planlægger de en aktion for forfatterindens bog. 

Aktionen er venindens forslag og den kræver mod af veninden. Forfatterinden skal bare gemme sig i bilen med mørke solbriller. 

De forbereder sig og drikker kaffe og er klar til afgang på tirsdag. To dage varer aktionen og de døber den Charlot og Charlotte efter Bornedals gamle TV-serie.  Forfatterinden glæder sig.Og er lidt nervøs. 

Hotel Rudolph - The Real Thing

Forfatterinden har mumlende stemmer på sin telefonsvarer. Der er nogen, der ringer og lægger besked med en stærk accent.

Da det endelig lykkes forfatterinden at finde den stilhed, der er nødvendig for at høre beskeden fire gange i træk og bid for bid forstå, hvad der bliver sagt, så får hun straks dårlig samvittighed over at beskeden har ligget uforstået så længe på hendes telefonsvarer.

Det er Hotel Rudolph, der ringer.

 

Og sådan går det til, at forfatterinden har et gensyn med virkeligheden og drikker bitter sort kaffe en formiddag, hvor efterårssolen står skarp og skrå ind gennem vinduerne.

Han har rejst verden rundt og bygget broer og nu hænger han her i Korsør med en delesøn og et hotel. Han har lovet sig selv, at forfatterindens bog bliver den første bog, han læser på dansk.

Om aftenen bliver han og forfatterinden venner på facebook.

Rekord og den første officielle signering

Forfatterinden står bag et bord. På bordet ligger bøger og plakater med billeder af bogen. Lige bag forfatterinden er en stor glasrude med mange udstillede bøger.
Det hele står klar, når forfatterinden ankommer og forfatterinden starter med at være besværlig. Hun vil meget gerne have en kop kaffe, så der bliver sat frisk kaffe over. Det på kanden er fra i morges. Og så vil forfatterinden gerne have rigtig mælk i sin kaffe. Hun er ikke gode venner med pulverting, og boghandlerens mor går straks i netto og henter kaffefløde.

Der steges gris og laves modeopvisning og boghandleren, som hedder Birgitte udfolder et forbløffende talent som fiskekone. Hun fisker mennesker. Hun smiler og har øjenkontakt og taler både til dem, hun kender og til helt fremmede mennesker. Og hun SKAMROSER forfatterindens bog.
Og når de fremmede mennesker siger, at de har godt læst om bogen i avisen, så siger boghandleren, ja, den anmelder har læst en helt anden bog, for hun har selv anmeldt bogen på boghandlerens blog og givet den fem stjerner.
Og så køber de fremmede en bog og forfatterinden signerer den.

Sammen sætter de rekord for bogsignering i Stenløse. Toogtyve bøger sælger Birgitte og enogtyve bøger signerer forfatterinden - den ældre herre med et viltert gråt skæg ville dælme ikke have sin bog ødelagt af forfatterindens kragetær.

I toget på vej hjem tænker forfatterinden, at hendes bog har fået en skøn og entusiastisk ven i Birgitte.

P.S. Hun skal huske at skrive, at billedet er taget af Anders Böye

Forfatterinden møder sig selv

Forfatterinden er på rejse. Hun tager toget og sidder mellem fremmede mennesker. Hun skifter på hovedbanen og møder sig selv hængende på væggen.

Forfatterinden står foran billedet, men hun kigger ikke op på det. Hun kigger på sine sko, og hun kigger til siden og tager sin telefon op af lommen.

Der er en mærkelig plet på hendes  telefonen. Hun holder telefonen op i lyset og vender og drejer den. Måske er det duelort. Hun spytter på sit ærme og og pudser på telefonen.

Og klik, der var billedet.

Forfatterinden går videre ned af perronen. Hun kan ikke stå under sit eget billede. Det er umuligt. Hun går helt ned i den anden ende. Der står hun så og venter på toget til Fredrikssund.

Forfatterinden er på vej til sin første bogsignering hos Bog og Papir i Stenløse.

Er Manden i virkeligheden Lars fra Hotel Rudolph?

Forfatterinden er overrasket.
Hun hører, at der tales og da Svigerinden også taler om det i sin kommentar til Mandens tale, så må forfatterinden forsøge at gøre rede for sagens rette sammenhæng...
Det kan godt være at forfatterindens mand en sjælden gang bliver overvældet af sin givende og frodige fantasi og skelner knapt så skarpt mellem forestilling og virkelighed – men aldrig har han nogensinde forsøgt at kontrollere og dominere forfatterinden som Annas mand Lars, eller som han malende beskriver det i sin tale.

Tvært imod.

Når det gælder, er forfatterindens mand det mest generøse menneske på jord og han ønsker, at forfatterinden bliver lykkelig og får succes (og selvfølgelig tjener en masse penge).

Forfatterinden husker tydeligt den dag, hvor pengene var sluppet op og de gennem et par måneder havde diskuteret forfatterindens mulighed for at få et rigtigt lønjob og forfatterinden havde søgt lidt forskelligt, men stærkere og stærkere mærkede, at det var helt forkert!! Og så kom præcis det ene job op i hele landet, der så smukt matchede forfatterindens CV og kompetencer, men som forfatterinden overhovedet ikke havde lyst til at søge. Hun havde overhovedet ikke lyst til igen at vende tilbage til et job, men hun BURDE søge og give familien en stabil økonomi.

Der var bare det, at forfatterinden nu for alvor mærkede, at hun ville skrive sin bog. Og hun gik op til manden og sagde:
- Jeg har overhovedet ikke lyst til at søge det job. Jeg vil ikke tilbage og arbejde på den måde igen. Jeg vil skrive min bog færdig. Hvad nu hvis jeg ikke søger det job?...
- Ja, hvad så?
- Så skriver jeg min bog færdig og fortsætter med Plotværkstedet.. Det er det, jeg gerne vil.
- Hvis det er det, du vil, så gør det.
- Mener du det?
- Ja, da.
- Mener du det også, hvis vi går konkurs? Hvis vi bliver ludfattige og må sælge huset?
- Jeg synes, du skal gøre det, du vil og hvis vi skal gå konkurs, ja, så går vi konkurs… Det overlever vi nok også..
Så gik forfatterinden ned og slettede sin profil fra alle jobdatabaserne, og hun vidste, at hun var gift med en sjælden modig og generøs mand. Ikke mange mænd er villige til at stirre en mulig konkurs og social deroute i øjnene for at deres kone kan skrive sin bog færdig.

Forfatterinden tror, at kraften i Mandens tale springer fra Mandes egen tumlen med sin angst for, at det hele vil ende med den store nedtur. Og måske er han også lidt jaloux på bogen – Hvem ved? Men så skjuler han det godt til daglig, og han er jo selv en forfatter med masser af anerkendelse….

I øvrigt har forfatterinden kendt en kvinde, der nær blev slået ihjel af sin mand, der var sygeligt kontrollerende og hun har blandt venner oplevet almindelige velfungerende og højtuddannede mennesker blive syge af jalousi. Helt indbildt. Det havde ikke noget på sig. Men vrangforestillingerne galloperede af sted og det var uhyggeligt at stå ved siden af og se det ske…
Så nej. Meget kan man måske tro om Manden og hans sind og hjerne, men det er ikke hos ham, forfatterinden har hentet inspirationen til Lars.

Manden holdt en tale

Forfatterinden kan stadig lune sig ved sin bogreception. Hun tænker at hun er heldig, når hun kender så mange fine mennesker. 

Og manden holdt en lang tale, der fik alle til at le. 

Og så fik hun en mail, om ikke den tale kom op på nettet. Straks vill manden tale den ind på rigtig films til forfatterinden. 

Så her er talen:

Blomsterhav.. Og anmeldelser

Så mange blomster. Så mange flasker. Så meget god chokolade. Og så mange skønne mennesker. Forfatterinden var rolig og varm. Og hun takker stort.

Og hvordan er det så at debutere? Forfatterinden hører hele tiden en fantasijournalist stille spørgsmålet og forfatterinden svarer:
- Det er overraskende roligt. Det er en langsom og god udånding. Et tilfreds suk.

Men så kom der lige en anmeldelse og en til og igen en. Redaktricen var sød og sendte allerede en sms 06.00 om morgenen for at forberede forfatterinden på anmeldernes forbehold. Det var redaktricens ord. Forfatterinden havde ikke selv valgt et så diplomatisk ord.

Men forfatterinden ville ikke have sin dag ødelagt og derfor læste hun ikke anmeldelserne. Nu har hun læst dem. Sådan i passende doser over weekenden. Og hun fornemmer, at nogle af anmelderne har nydt at skrive deres anmeldelser - og det glæder forfatterinden, når nu de ikke nød at læse bogen.

Og så er det at forfatterinden samler alle anmeldelserne og straks bliver i bedre humør:

Fredericia Dagblad: Begejstret positiv
Ugebladet søndag: Begejstret positiv
Nordjyske: Positiv
Elle: Positiv, fire stjerner
Politikken: Positiv, fire stjerner
Information: Negativ
Jyllandsposten: Negativ, to stjerner
Weekendavisen: Nedrakende negativ

Men mest af alt giver anmeldelserne anledning til undren over læsernes mangfoldighed - Sikke mange forskellige læseoplevelser, der kan springe fra den samme bog.

Og ingen af de negative anmeldelser frakender forfatterinden talent og evne for det hun gør - De kan bare ikke lide det, hun bruger sine evner til - eller måske er det måden, hun gør det på... Eller måske er det bare et kulturelt frontalsammenstød af to forskellige læsekulturer og læselyster?

D-dag

Forfatterinden har været ved siden af sig selv de sidste mange dage. Hendes hjerne har været så fuld af fluer, at det var umuligt at tænke en eneste anvendelig tanke.

Nu er det sen aften. Hun sidder med sin kamillete og er patetisk. Hun tænker på al den hjælp, hun har fået. Al den støtte. Der har været jer her på bloggen og der har været andre. Men uden JER var forfatterinden måske brændt sammen. Nedsmeltet. Måske havde forfatterinden i dag været en blank, lyserød klat hård plastik.

Men det er hun ikke.

Og Fru Elg er oven i købet kommet indendørs i dag. Hun står i køkkenet og tygger drøv, mens hendes hjerte slår to slag i minuttet.

Forfatterinden glæder sig til reception i morgen.

Men mest glæder hun sig til det hele er overstået.

Ude... Og hjemme.

Forfatterinden fløj med sin kuffert og sin familie og landede på en stillestående varm ø, og det lykkedes næsten at lade som om, der overhovedet ikke var nogen bog.

Forfatterinden spiste igen. Blæksprutter og sværdfisk og andet unævneligt, der svømmer i middelhavet. Og formiddagene var lange og dvaske.

Nu er forfatterinden hjemme, og med stædig søgen lykkes det hende at finde et menneske på twitter, der ikke kan lide hendes bog.

Så lander Forfatterinden i verden igen. Og verden er ikke for de sarte. Hun ved det godt. Hun ved godt, at alle ikke kan elske hendes bog.

Men alligevel...

Forfatterinden holder igen op med at spise. Hun skal bare trække vejret frem til fredag og måske en uge mere. Hun skal bare overstå det værste.

Og Fru Elg står ude på græsset. Våd af regn og vil ikke ind.

Flugt

Hej, sagde forfatterinden.
Hun pakkede en kuffert og tog flugten til et hemmeligt solsted uden internet og presse. Hun kommer først hjem om 10 dage.

Pas godt på regnen, mens jeg er væk.

Forfatterindens analoge liv

Forfatterinden har et analogt liv. Et af den slags med mand og børn og ferie og fødselsdage og gæster, der sommercamperer i forfatterindens hus.
I disse dage har det analoge liv ædt forfatterinden helt op. Der har ikke en gang været en rest tilbage til bloggen.
Så forfatterinden fik aldrig fortalt, hvordan hun drog til København med sine carmen curlere under armen og sminkepung i tasken.
Journalisten er sød og smilende. Fotografen er venlig og smilende. Lydmanden skal klipse en microport på forfatterinden. Han skal røre ved forfatterinden. Løfte lidt i blusen og han kan ikke undgå at røre et stykke bar hud. Vi ler og lader begge to som om, vi er professionelle.

Men før vi overhovedet står på taget med fugtige hænder og en klodset microport, har filmholdet ventet i tyve minutter. Forfatterinden har insisteret på sine carmen curlere og sminkepungen og sagt, at hun ikke vil sidde i solen, så hun skal misse med øjnene og blive ti år ældre på de billeder, der skal ud på nettet og ligge der uendeligt for eftertiden.
Og så griner forfatterinden og siger, at det altså ikke er for at være krukket, og journalisten smiler og siger, at forfatterinden bestemt ikke er krukket.
Og sådan står de der. Forfatterinden synes ikke, hun er krukket - men hun siger, hun er krukket. Journalisten siger, at forfatterinden ikke er krukket - men hun tænker, at forfatterinden er krukket.
Og så ler de.
Sådan er gamet...

Og i dag kom så de små film, og forfatterinden kan holde ud at se sig selv på de film.
Det er en slags mirakel. Det er ikke sket før.

Tak til holdet på tagterrassen :-)

Og i morgen venter radio interview til P4 og besøg af Korsørposten

Haven

Den store pige kommer hjem og finder et par læsebriller i græsset.
- Mor hvorfor ligger dine briller i græsset?
- Jeg lå i græsset. og så fik jeg dem ikke med ind.
- Lå du i græsset?
Forfatterinden nikker.
- Har du ligget ned i græsset, mor? Holdt du pause?

Forfatterinden ved heller ikke, hvad der gik af hende. Hun lå på maven i græsset i niogtredive minutter. Hun lå i solen mellem græsstrå og myrer og lugtede til jorden.
- Det ville jeg gerne ha' set, siger den store pige og cykler igen ud i verden med sine veninder.
Forfatterinden står tilbage med støvsugeren i den ene hånd og brillerne i den anden.

Mens hun lå i græsset, tænkte hun på i morgen. Forfatterinden skal interviewes og videofilmes til nettet.
Men i morgen er der ingen stylist og ingen makeup artist, og hvordan kan hun ligne sig selv som forfatterinden, når hun kun har sig selv til at gøre det?
Og oplæsning. Hun skal garanteret læse op. det har alle de andre gjort, kan hun se på nettet. Hun har aldrig før læst op af noget, hun selv har skrevet. Slet ikke til et kamera.

Så forfatterinden bliver liggende med næsen i jorden. Det hele er lidt uoverskueligt. Først da Fru Elg roligt kommer græssende og pruster hende i nakken, rejser hun sig i solen og går ind for at støvsuge.

Frieksemplarer

Forfatterinden har taget turen til København. Hun skal sende bøger ud. Tredive frieksemplarer har hun, og hun må gerne sende dem ud gennem forlaget. Det synes forfatterinden er en fin gestus. Konvolutter og frimærker til tredive bøger løber hurtigt op i mange hundrede kroner.

Forfatterinden glæder sig til at dele ud af sin bog.

På forfatterindens liste står navne på fireoghalvtreds mennesker, som hun gerne vil sende en bog.
Først beslutter hun, at alle parene kun får en bog. De må dele.
Nu er der toogfyrre på listen.

Familien først. Forfatterinden har en dejlig stor familie. Og manden har en dejlig stor familie. Der går femten bøger til familien.

Nu er der femten bøger tilbage og toogtredive mennesker på listen.

Og hvordan skal resten fordeles?
Efter næreste venner?
Eller fattigste venner?
Efter hvem, der var mest interesseret, mens forfatterinden skrev?
Eller hvem, der læser mest?
Eller hvem, der elsker spændingsbøger?
Lodtrækning?

Forfatterinden drikker kaffe, og hun drikker vand. Hun henter sig en sandwich.
Og kigger på listen igen.
Klokken seksten giver hun op og tager toget hjem til Korsør.

Forfatterinden har endnu ikke sendt nogen bøger af sted.

Og så blev det endelig august!

I dag er det første august.
I dag må forfatterinden officielt være forfatter med forfatterportræt og bogforside og snarlig udgivelse.

Det er længe siden, forfatterinden var i hænderne på en fotograf og en stylist, og der blev taget et rigtigt forfatterbillede:

Ja, sådan ser forfatterinden altså ud, når hun er forfatterinde...

I januar, da billedet blev taget, var forfatterinden først forbløffet - sådan havde hun aldrig set sig selv...
Så blev hun stolt - forfatterinden var jo lækker...
Og bagefter frygtelig genert - hvordan kan hun overhovedet viser sig i verden med sådan et billede i cirkulation...

Forfatterinden ved godt, at hun bare må rejse hovedet, smile som Mona Lisa og lade som om, hun altid er sådan og altid har set sådan ud.

Den gang i januar sagde fotografen: Vi skal sælge dig som livstil. Du skal være så tæskelækker, at alle vil købe din bog, fordi de gerne vil være lidt som dig.

Så billedet er forfatterinden, vinklet som tæskelækker.

Og det må forfatterinden så finde en måde at leve med, hun vil jo gerne sælge bøger og tjene penge, så hun kan skrive en ny bog.

Børnene er hentet af manden. De sover i deres egne senge.
Forfatterinden sover ikke.

Højskolen ligger på landet, så hun deler værelse med tre fluer og en natsværmer, men der er ikke meget sværmeri over de nye sengekammerater.

De kopulerer på computeren og knitrer mod vægge, ruder og lamper.

Kuffert

Her er vi igen. En kuffert, to piger og forfatterinden.
På højskole.

En gang tænkte forfatterinden, at når hun blev forfatter, ville hun sidde og skrive hele tiden.
Men det længe siden, hun har skrevet andet end blogindlæg.

I stedet bliver hun interviewet og underviser og sidder i sommerhus med andre forfatterinders bøger.
Og så læser hun interviews igennem og stiller op til fotografering. Og så er der radio og et videointerview til at lægge ud på nettet.
Og den første bogsignering.

Pressedamerne er begejstrede.

Forfatterinden tænker, at det er godt for bogen, men hun er ikke sikker på at det er godt for forfatterinden.

Forfatterinden stod op, hørte nyheder og græd

endelig er link til artikel fremfundet.

Link til artikel

Flytte exil

Forfatterinden sad her og den anden forfatterinde sad i sofaen. De sad der i fire døgn.

Der blev skåret karakterer og flyttet rundt og skrevet i tavs koncentration. 

Der blev spist og leet og holdt pauser til tvivlen. 

Holder det? 

Duer det? 

Og endelig sejr, når stoffet muterer og finder sig en ny form. 

Forfatterinden sidder i toget på vej hjem og kan mærke sit kranie. De har skåret ud og flyttet rundt i teksten, i manuskriptet, i karaktererne og i plottet. 

Her i toget, er der ikke noget at flytte på. 

Forfatterinden ser ud på landet, der glider forbi. 

Men hun ser ingenting. 

Hun er en hjernebasket flyttemand.

Dagen derpå

Forfatterinden sidder i toget. Hun er på vej til bootcamp med en anden forfatterinde. De skal fire dage i træk arbejde på den anden forfatterindes bog.


 Det er mandag, dagen derpå og verden står endnu.

I går stod forfatterinden op som den første i huset. Hun tømte postkassen og åbnede avisen; "Jeg bliver den, der sørger for at tingene kører, og Jens bliver den, der ikke kan finde ud af tingene". Det står der med store bogstaver øverst på siden. Forfatterinden folder avisen sammen og gemmer den.

Da manden står op, bliver de enige om, at den avis slet ikke må åbnes før pigerne er kommet i seng. Den store pige har fødselsdag og hun skal have sin fødselsdag i fred for avisen.

Manden og forfatterindens ægteskab er ikke stabilt. Det er fuldt af bundvendinger og forskydninger og balancer, der ikke balancerer. Det er inspirerende og besværligt, og der bliver både råbt og krammet, men forfatterinden lever med en konstant fornemmelse af, at det KAN tilte. Interviewet kunne tilte det.

Det svære er ikke at sidde med journalisten og plapre løs... Det er bagefter. Man skal leve med det. Man skal leve med, at man højt har talt om sin elskedes svagheder. Man skal leve med, at han krymper sig lidt. Og man krymper selv over det, han har sagt.

Det man beundrer, er jo let at leve med, let at tale om og let at høre andre tale om. Men manden og forfatterinden har også talt om det, der er svært. De har talt om de svære ting, de kender til, netop fordi de er hinandens elskede og lever sammen.

Og de ved, at 200.000 mennesker læser med.

Om aften, når pigerne sover og fødselsdagen er slut, finder de avisen frem og læser højt for hinanden. De læser og ler sammen over de steder, hvor de har mest brug for tilgivelse.

Og latteren blev mulig fordi, der er mennesker, der har skrevet, ringet og kommenteret på interviewet og de har været glade og begejstrede for at læse det. Og så giver ærligheden mening.
1000,1000 tak!
Forfatterinden havde brug for det. Og hendes ægteskab står endnu...  :0)

En sms

Forfatterinden sidder i sengen med sin telefon. Hun har låst døren. Den søde interviewdame fra det danske dagblad har sendt en sms: Hej, jeg har nu sendt dit interview og vil bede dig læse det.

Udenfor døren står manden med sit interview. Han kan ikke komme ind.

Han foreslår, at han kan læse det højt gennem døren. 

Men forfatterinden vil hverken høre eller læse. 

Senere kommer hun alligevel ned og spiser. Og skriver en dedikation i Hotel Rudolph til manden. Hun skriver tak for den smukke tid, de har haft sammen, og at hun altid vil huske ham. Hun overrækker ham bogen. Det er lidt højtideligt.

Men forfatterinden ved ikke, om der er et ægteskab efter søndag morgen. 

Stumfilm

Fotografen er kørt den lange vej fra Købehavn for at tage billeder af det kreative par til morgenavisen på søndag.

























Mellem fotografens kyndige hænder, genopdager forfatterinden sig selv som stumfilmsstjerne.