Dagen derpå

Forfatterinden sidder i toget. Hun er på vej til bootcamp med en anden forfatterinde. De skal fire dage i træk arbejde på den anden forfatterindes bog.


 Det er mandag, dagen derpå og verden står endnu.

I går stod forfatterinden op som den første i huset. Hun tømte postkassen og åbnede avisen; "Jeg bliver den, der sørger for at tingene kører, og Jens bliver den, der ikke kan finde ud af tingene". Det står der med store bogstaver øverst på siden. Forfatterinden folder avisen sammen og gemmer den.

Da manden står op, bliver de enige om, at den avis slet ikke må åbnes før pigerne er kommet i seng. Den store pige har fødselsdag og hun skal have sin fødselsdag i fred for avisen.

Manden og forfatterindens ægteskab er ikke stabilt. Det er fuldt af bundvendinger og forskydninger og balancer, der ikke balancerer. Det er inspirerende og besværligt, og der bliver både råbt og krammet, men forfatterinden lever med en konstant fornemmelse af, at det KAN tilte. Interviewet kunne tilte det.

Det svære er ikke at sidde med journalisten og plapre løs... Det er bagefter. Man skal leve med det. Man skal leve med, at man højt har talt om sin elskedes svagheder. Man skal leve med, at han krymper sig lidt. Og man krymper selv over det, han har sagt.

Det man beundrer, er jo let at leve med, let at tale om og let at høre andre tale om. Men manden og forfatterinden har også talt om det, der er svært. De har talt om de svære ting, de kender til, netop fordi de er hinandens elskede og lever sammen.

Og de ved, at 200.000 mennesker læser med.

Om aften, når pigerne sover og fødselsdagen er slut, finder de avisen frem og læser højt for hinanden. De læser og ler sammen over de steder, hvor de har mest brug for tilgivelse.

Og latteren blev mulig fordi, der er mennesker, der har skrevet, ringet og kommenteret på interviewet og de har været glade og begejstrede for at læse det. Og så giver ærligheden mening.
1000,1000 tak!
Forfatterinden havde brug for det. Og hendes ægteskab står endnu...  :0)