Cecilie har spurgt, om forfatterinden helst vil have, at man køber Hotel Rudolph som papirbog eller Ebog.
Skal forfatterinden nu anbefale fremtiden, eller skal hun insistere på at papiret gør en forskel? At bogen har en anden vægt, når man holder den mellem hænderne? At man kan tage noter i marginen og give sin bog en historie med kaffepletter og krøllede sider fra badekarret eller den gang man glemte den ude på græsset og duggen faldt.
Og første gang man åbner en bog, lugter den af nytrykte plakater, der skal hænges op i hele byen, så alle ved, at ens bedste venner snart spiller koncert på Huset.
Hvad lugter kindle af? Forfatterinden rejser sig og går ud til sin mand. Han har en Ipad, og hun tager den ud af hans hænder og lugter til den.
Manden ser til uden at sige noget. Han har altid sagt, at forfatterinden havde en smuk lang næse.
Nej, det går ikke. Forfatterinden er jo sentimental. Hun har et øjeblik glemt, at det selvfølgelig er FORRETNING. Hun støver mapper af og går på jagt efter kontrakterne.
Forfatterinden synes, at Cecilie skal gå på museum.