søndag den 26. marts 2017

Anne B. Ragdes hus

Forfatterindens mand skal tale ved Trondheims Litteraturfestival, og forfatterinden og pigerne tager med. De har næsten fri. Eller manden har jo ikke fri. Han skal læse op og tale både fredag og lørdag.

De bliver sent før forfatterinden og hendes familie når frem, det er mørkt og over midnat, så det er først næste morgen, de ser, hvor de bor.

Det er det fineste lille røde hus, og her har en anden forfatter boet og skrevet bøger. Anne B. Ragde. Forfatterinden har aldrig læst hende og bestiller straks en af hendes bøger hjem over Saxo. 



Det er længe siden forfatterinden har sovet så godt og så roligt og drømt så mærkeligt. Indenfor i huset er der stille, og udenfor kører sporvognene forbi. 

De hænger over morgenmaden og spiser fårepølse, fenalår og brunost. Forfatterindens familie elsker, når de ingenting skal nå. 


Men så kommer pigerne i tanke om at taxichaufføren fortalte at både Vilde og Noora fra Skam er i byen, og så kan pigerne næsten ikke sidde stille på deres stole. Og på litteraturfestivallen fortæller den søde dame i billetten, at Vilde er barista på en af byens caféer og altid laver en fuckfinger i kaffens hvide skum.

Den fuckfinger bruger pigerne meget tid på at jagte de næste fire dage, og forfatterinden ender med at få sure opstød af kaffe og glæde sig til at komme hjem igen. 
  



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar