Manden holdt en tale

Forfatterinden kan stadig lune sig ved sin bogreception. Hun tænker at hun er heldig, når hun kender så mange fine mennesker. 

Og manden holdt en lang tale, der fik alle til at le. 

Og så fik hun en mail, om ikke den tale kom op på nettet. Straks vill manden tale den ind på rigtig films til forfatterinden. 

Så her er talen:

Blomsterhav.. Og anmeldelser

Så mange blomster. Så mange flasker. Så meget god chokolade. Og så mange skønne mennesker. Forfatterinden var rolig og varm. Og hun takker stort.

Og hvordan er det så at debutere? Forfatterinden hører hele tiden en fantasijournalist stille spørgsmålet og forfatterinden svarer:
- Det er overraskende roligt. Det er en langsom og god udånding. Et tilfreds suk.

Men så kom der lige en anmeldelse og en til og igen en. Redaktricen var sød og sendte allerede en sms 06.00 om morgenen for at forberede forfatterinden på anmeldernes forbehold. Det var redaktricens ord. Forfatterinden havde ikke selv valgt et så diplomatisk ord.

Men forfatterinden ville ikke have sin dag ødelagt og derfor læste hun ikke anmeldelserne. Nu har hun læst dem. Sådan i passende doser over weekenden. Og hun fornemmer, at nogle af anmelderne har nydt at skrive deres anmeldelser - og det glæder forfatterinden, når nu de ikke nød at læse bogen.

Og så er det at forfatterinden samler alle anmeldelserne og straks bliver i bedre humør:

Fredericia Dagblad: Begejstret positiv
Ugebladet søndag: Begejstret positiv
Nordjyske: Positiv
Elle: Positiv, fire stjerner
Politikken: Positiv, fire stjerner
Information: Negativ
Jyllandsposten: Negativ, to stjerner
Weekendavisen: Nedrakende negativ

Men mest af alt giver anmeldelserne anledning til undren over læsernes mangfoldighed - Sikke mange forskellige læseoplevelser, der kan springe fra den samme bog.

Og ingen af de negative anmeldelser frakender forfatterinden talent og evne for det hun gør - De kan bare ikke lide det, hun bruger sine evner til - eller måske er det måden, hun gør det på... Eller måske er det bare et kulturelt frontalsammenstød af to forskellige læsekulturer og læselyster?

D-dag

Forfatterinden har været ved siden af sig selv de sidste mange dage. Hendes hjerne har været så fuld af fluer, at det var umuligt at tænke en eneste anvendelig tanke.

Nu er det sen aften. Hun sidder med sin kamillete og er patetisk. Hun tænker på al den hjælp, hun har fået. Al den støtte. Der har været jer her på bloggen og der har været andre. Men uden JER var forfatterinden måske brændt sammen. Nedsmeltet. Måske havde forfatterinden i dag været en blank, lyserød klat hård plastik.

Men det er hun ikke.

Og Fru Elg er oven i købet kommet indendørs i dag. Hun står i køkkenet og tygger drøv, mens hendes hjerte slår to slag i minuttet.

Forfatterinden glæder sig til reception i morgen.

Men mest glæder hun sig til det hele er overstået.

Ude... Og hjemme.

Forfatterinden fløj med sin kuffert og sin familie og landede på en stillestående varm ø, og det lykkedes næsten at lade som om, der overhovedet ikke var nogen bog.

Forfatterinden spiste igen. Blæksprutter og sværdfisk og andet unævneligt, der svømmer i middelhavet. Og formiddagene var lange og dvaske.

Nu er forfatterinden hjemme, og med stædig søgen lykkes det hende at finde et menneske på twitter, der ikke kan lide hendes bog.

Så lander Forfatterinden i verden igen. Og verden er ikke for de sarte. Hun ved det godt. Hun ved godt, at alle ikke kan elske hendes bog.

Men alligevel...

Forfatterinden holder igen op med at spise. Hun skal bare trække vejret frem til fredag og måske en uge mere. Hun skal bare overstå det værste.

Og Fru Elg står ude på græsset. Våd af regn og vil ikke ind.

Flugt

Hej, sagde forfatterinden.
Hun pakkede en kuffert og tog flugten til et hemmeligt solsted uden internet og presse. Hun kommer først hjem om 10 dage.

Pas godt på regnen, mens jeg er væk.

Forfatterindens analoge liv

Forfatterinden har et analogt liv. Et af den slags med mand og børn og ferie og fødselsdage og gæster, der sommercamperer i forfatterindens hus.
I disse dage har det analoge liv ædt forfatterinden helt op. Der har ikke en gang været en rest tilbage til bloggen.
Så forfatterinden fik aldrig fortalt, hvordan hun drog til København med sine carmen curlere under armen og sminkepung i tasken.
Journalisten er sød og smilende. Fotografen er venlig og smilende. Lydmanden skal klipse en microport på forfatterinden. Han skal røre ved forfatterinden. Løfte lidt i blusen og han kan ikke undgå at røre et stykke bar hud. Vi ler og lader begge to som om, vi er professionelle.

Men før vi overhovedet står på taget med fugtige hænder og en klodset microport, har filmholdet ventet i tyve minutter. Forfatterinden har insisteret på sine carmen curlere og sminkepungen og sagt, at hun ikke vil sidde i solen, så hun skal misse med øjnene og blive ti år ældre på de billeder, der skal ud på nettet og ligge der uendeligt for eftertiden.
Og så griner forfatterinden og siger, at det altså ikke er for at være krukket, og journalisten smiler og siger, at forfatterinden bestemt ikke er krukket.
Og sådan står de der. Forfatterinden synes ikke, hun er krukket - men hun siger, hun er krukket. Journalisten siger, at forfatterinden ikke er krukket - men hun tænker, at forfatterinden er krukket.
Og så ler de.
Sådan er gamet...

Og i dag kom så de små film, og forfatterinden kan holde ud at se sig selv på de film.
Det er en slags mirakel. Det er ikke sket før.

Tak til holdet på tagterrassen :-)

Og i morgen venter radio interview til P4 og besøg af Korsørposten

Haven

Den store pige kommer hjem og finder et par læsebriller i græsset.
- Mor hvorfor ligger dine briller i græsset?
- Jeg lå i græsset. og så fik jeg dem ikke med ind.
- Lå du i græsset?
Forfatterinden nikker.
- Har du ligget ned i græsset, mor? Holdt du pause?

Forfatterinden ved heller ikke, hvad der gik af hende. Hun lå på maven i græsset i niogtredive minutter. Hun lå i solen mellem græsstrå og myrer og lugtede til jorden.
- Det ville jeg gerne ha' set, siger den store pige og cykler igen ud i verden med sine veninder.
Forfatterinden står tilbage med støvsugeren i den ene hånd og brillerne i den anden.

Mens hun lå i græsset, tænkte hun på i morgen. Forfatterinden skal interviewes og videofilmes til nettet.
Men i morgen er der ingen stylist og ingen makeup artist, og hvordan kan hun ligne sig selv som forfatterinden, når hun kun har sig selv til at gøre det?
Og oplæsning. Hun skal garanteret læse op. det har alle de andre gjort, kan hun se på nettet. Hun har aldrig før læst op af noget, hun selv har skrevet. Slet ikke til et kamera.

Så forfatterinden bliver liggende med næsen i jorden. Det hele er lidt uoverskueligt. Først da Fru Elg roligt kommer græssende og pruster hende i nakken, rejser hun sig i solen og går ind for at støvsuge.

Frieksemplarer

Forfatterinden har taget turen til København. Hun skal sende bøger ud. Tredive frieksemplarer har hun, og hun må gerne sende dem ud gennem forlaget. Det synes forfatterinden er en fin gestus. Konvolutter og frimærker til tredive bøger løber hurtigt op i mange hundrede kroner.

Forfatterinden glæder sig til at dele ud af sin bog.

På forfatterindens liste står navne på fireoghalvtreds mennesker, som hun gerne vil sende en bog.
Først beslutter hun, at alle parene kun får en bog. De må dele.
Nu er der toogfyrre på listen.

Familien først. Forfatterinden har en dejlig stor familie. Og manden har en dejlig stor familie. Der går femten bøger til familien.

Nu er der femten bøger tilbage og toogtredive mennesker på listen.

Og hvordan skal resten fordeles?
Efter næreste venner?
Eller fattigste venner?
Efter hvem, der var mest interesseret, mens forfatterinden skrev?
Eller hvem, der læser mest?
Eller hvem, der elsker spændingsbøger?
Lodtrækning?

Forfatterinden drikker kaffe, og hun drikker vand. Hun henter sig en sandwich.
Og kigger på listen igen.
Klokken seksten giver hun op og tager toget hjem til Korsør.

Forfatterinden har endnu ikke sendt nogen bøger af sted.

Og så blev det endelig august!

I dag er det første august.
I dag må forfatterinden officielt være forfatter med forfatterportræt og bogforside og snarlig udgivelse.

Det er længe siden, forfatterinden var i hænderne på en fotograf og en stylist, og der blev taget et rigtigt forfatterbillede:

Ja, sådan ser forfatterinden altså ud, når hun er forfatterinde...

I januar, da billedet blev taget, var forfatterinden først forbløffet - sådan havde hun aldrig set sig selv...
Så blev hun stolt - forfatterinden var jo lækker...
Og bagefter frygtelig genert - hvordan kan hun overhovedet viser sig i verden med sådan et billede i cirkulation...

Forfatterinden ved godt, at hun bare må rejse hovedet, smile som Mona Lisa og lade som om, hun altid er sådan og altid har set sådan ud.

Den gang i januar sagde fotografen: Vi skal sælge dig som livstil. Du skal være så tæskelækker, at alle vil købe din bog, fordi de gerne vil være lidt som dig.

Så billedet er forfatterinden, vinklet som tæskelækker.

Og det må forfatterinden så finde en måde at leve med, hun vil jo gerne sælge bøger og tjene penge, så hun kan skrive en ny bog.