Skatteslam!

Nej, det er ikke slam som i kloakkerne.
Det er slam!
Rundt og fyndigt som et dørsmæk.
Toogtredive tusind.
Slam!

Forfatterinden og manden havde lige lunet sig ved, at de endelig var kommet på højkant igen efter flere hårde og usikre år.
Men det var de så ikke alligevel.

Forfatterinden er nødt til at sige det til manden. Der er ingen vej udenom. Det er ellers hende, der har tjek på det med økonomien, og hun plejer at være tjekket med det.

Da hun endelig får det sagt, bliver han ikke vred. Han siger ingen grimme ting. Han bliver heller ikke tavs. Men han ser underlig træt ud.
- Hvad vil du gøre ved det?
- Det ved jeg ikke, jeg har ikke pengene. Jeg er virkelig ked af det.

Og det det er rigtigt. Forfatterinden er ked af det.
Forfatterinden har skyld.
Hun burde have set det.
Hun burde have set det slam! komme.

Og de seksogtredive tusind har gjort manden mindre.
Hans drømme er nu gennemsigtige og tynde.

Senere handler manden ind og kommer hjem med blomster til forfatterinden.
De blomster så hun heller ikke komme.
Men de får hende til at huske, at det jo er derfor, hun har giftet sig med ham.
Fordi han kan være sådan.