Så er bogen er i hus :-)

Forfatterinden er på forlaget og henter bogen. Hun får mange kram og tillykke, og de er så glade.
- Hvor er det en pisseflot bog...
- Den forside virker helt tredimensionel...
- Den skiller sig virkelig ud...

Hjemme venter manden med bøf og blomster og forfatterindens yndlingsøl, og de siger tillykke, og hvor er det en flot bog. Barnet har bundet en krans af ukrudt, som forfatterinden har på hovedet, når de senere går til sankthansbål på stranden.

Den store pige, siger ikke tillykke, hun skyper. Og spiller computer og laver lektier og griner i mobilen. På samme tid. Den store pige svinger sit lange glatte hår og siger flot mor på den der måde, og forfatterinden er ikke sikker på, at hun overhovedet ser bogen. Men det er okay. Forfatterinden ved godt, at den store pige i disse år genopfinder sig selv som stor, og der er ikke plads til meget andet i hendes elleveårige hoved.
Forfatterinden er glad for hendes flot mor.

Familien skåler sammen, og bagefter går forfatterinden op på toilettet og låser døren. Hun sætter sig på gulvet og lægger bogen mellem de udstrakte ben. Her kan hun sidde og kigge på bogen. Helt for sig selv.

Det er sært. Som at møde en, man burde kende, men som viser sig at være fremmed. Underligt. Bogen forekommer hende at være fremmed. Hun kan godt lide farverne, og det er en flot bog. Lidt anderledes. Hun kan godt se, hvad de mener på forlaget, når de siger det. En anderledes forside. Hun lugter til bogen.
Den lugter af nytrykte palakater.

Senere går hun ned og tager billeder af bogen. Hun må stadig ikke vise bogens forside før 1. august, men bogens ryg har ingen sagt noget om.