Viser opslag med etiketten barnet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten barnet. Vis alle opslag

fredag den 24. juni 2011

Så er bogen er i hus :-)


Forfatterinden er på forlaget og henter bogen. Hun får mange kram og tillykke, og de er så glade.
- Hvor er det en pisseflot bog...
- Den forside virker helt tredimensionel...
- Den skiller sig virkelig ud...

Hjemme venter manden med bøf og blomster og forfatterindens yndlingsøl, og de siger tillykke, og hvor er det en flot bog. Barnet har bundet en krans af ukrudt, som forfatterinden har på hovedet, når de senere går til sankthansbål på stranden.

Den store pige, siger ikke tillykke, hun skyper. Og spiller computer og laver lektier og griner i mobilen. På samme tid. Den store pige svinger sit lange glatte hår og siger flot mor på den der måde, og forfatterinden er ikke sikker på, at hun overhovedet ser bogen. Men det er okay. Forfatterinden ved godt, at den store pige i disse år genopfinder sig selv som stor, og der er ikke plads til meget andet i hendes elleveårige hoved.
Forfatterinden er glad for hendes flot mor.

Familien skåler sammen, og bagefter går forfatterinden op på toilettet og låser døren. Hun sætter sig på gulvet og lægger bogen mellem de udstrakte ben. Her kan hun sidde og kigge på bogen. Helt for sig selv.

Det er sært. Som at møde en, man burde kende, men som viser sig at være fremmed. Underligt. Bogen forekommer hende at være fremmed. Hun kan godt lide farverne, og det er en flot bog. Lidt anderledes. Hun kan godt se, hvad de mener på forlaget, når de siger det. En anderledes forside. Hun lugter til bogen.
Den lugter af nytrykte palakater.

Senere går hun ned og tager billeder af bogen. Hun må stadig ikke vise bogens forside før 1. august, men bogens ryg har ingen sagt noget om.

tirsdag den 31. maj 2011

Forfatterinden og barnet.

Forfatterinden har et barn. Et meget klogt barn, der kan sige alt det, som forfatterinden ikke tør tænke.  



















Forfatterinden og barnet gør rent sammen. Det er en stor dag. Forfatterinden har sendt sin første bog til sats. Hun har skrevet på den bog i næsten 3 år, og har ikke haft meget tid til at lege og læse med barnet.
- Mor er du så færdig med din bog?
- Ikke helt færdig. Den skal nu gøres klar til tryk, og så skal jeg læse den en gang til, før den bliver trykt.
- Du siger altid, du er færdig, og så er du aldrig færdig alligevel.
- Men nu er den snart færdig, og så kan vi sjippe sammen hele sommeren.
- Godt. Kommer du så i avisen lissom far?
- Det håber jeg.
- Ja, for ellers har du VIRKELIG spildt meget tid.