Hotel Rudolph - The Real Thing

Forfatterinden har mumlende stemmer på sin telefonsvarer. Der er nogen, der ringer og lægger besked med en stærk accent.

Da det endelig lykkes forfatterinden at finde den stilhed, der er nødvendig for at høre beskeden fire gange i træk og bid for bid forstå, hvad der bliver sagt, så får hun straks dårlig samvittighed over at beskeden har ligget uforstået så længe på hendes telefonsvarer.

Det er Hotel Rudolph, der ringer.

 

Og sådan går det til, at forfatterinden har et gensyn med virkeligheden og drikker bitter sort kaffe en formiddag, hvor efterårssolen står skarp og skrå ind gennem vinduerne.

Han har rejst verden rundt og bygget broer og nu hænger han her i Korsør med en delesøn og et hotel. Han har lovet sig selv, at forfatterindens bog bliver den første bog, han læser på dansk.

Om aftenen bliver han og forfatterinden venner på facebook.

Rekord og den første officielle signering

Forfatterinden står bag et bord. På bordet ligger bøger og plakater med billeder af bogen. Lige bag forfatterinden er en stor glasrude med mange udstillede bøger.
Det hele står klar, når forfatterinden ankommer og forfatterinden starter med at være besværlig. Hun vil meget gerne have en kop kaffe, så der bliver sat frisk kaffe over. Det på kanden er fra i morges. Og så vil forfatterinden gerne have rigtig mælk i sin kaffe. Hun er ikke gode venner med pulverting, og boghandlerens mor går straks i netto og henter kaffefløde.

Der steges gris og laves modeopvisning og boghandleren, som hedder Birgitte udfolder et forbløffende talent som fiskekone. Hun fisker mennesker. Hun smiler og har øjenkontakt og taler både til dem, hun kender og til helt fremmede mennesker. Og hun SKAMROSER forfatterindens bog.
Og når de fremmede mennesker siger, at de har godt læst om bogen i avisen, så siger boghandleren, ja, den anmelder har læst en helt anden bog, for hun har selv anmeldt bogen på boghandlerens blog og givet den fem stjerner.
Og så køber de fremmede en bog og forfatterinden signerer den.

Sammen sætter de rekord for bogsignering i Stenløse. Toogtyve bøger sælger Birgitte og enogtyve bøger signerer forfatterinden - den ældre herre med et viltert gråt skæg ville dælme ikke have sin bog ødelagt af forfatterindens kragetær.

I toget på vej hjem tænker forfatterinden, at hendes bog har fået en skøn og entusiastisk ven i Birgitte.

P.S. Hun skal huske at skrive, at billedet er taget af Anders Böye

Forfatterinden møder sig selv

Forfatterinden er på rejse. Hun tager toget og sidder mellem fremmede mennesker. Hun skifter på hovedbanen og møder sig selv hængende på væggen.

Forfatterinden står foran billedet, men hun kigger ikke op på det. Hun kigger på sine sko, og hun kigger til siden og tager sin telefon op af lommen.

Der er en mærkelig plet på hendes  telefonen. Hun holder telefonen op i lyset og vender og drejer den. Måske er det duelort. Hun spytter på sit ærme og og pudser på telefonen.

Og klik, der var billedet.

Forfatterinden går videre ned af perronen. Hun kan ikke stå under sit eget billede. Det er umuligt. Hun går helt ned i den anden ende. Der står hun så og venter på toget til Fredrikssund.

Forfatterinden er på vej til sin første bogsignering hos Bog og Papir i Stenløse.

Er Manden i virkeligheden Lars fra Hotel Rudolph?

Forfatterinden er overrasket.
Hun hører, at der tales og da Svigerinden også taler om det i sin kommentar til Mandens tale, så må forfatterinden forsøge at gøre rede for sagens rette sammenhæng...
Det kan godt være at forfatterindens mand en sjælden gang bliver overvældet af sin givende og frodige fantasi og skelner knapt så skarpt mellem forestilling og virkelighed – men aldrig har han nogensinde forsøgt at kontrollere og dominere forfatterinden som Annas mand Lars, eller som han malende beskriver det i sin tale.

Tvært imod.

Når det gælder, er forfatterindens mand det mest generøse menneske på jord og han ønsker, at forfatterinden bliver lykkelig og får succes (og selvfølgelig tjener en masse penge).

Forfatterinden husker tydeligt den dag, hvor pengene var sluppet op og de gennem et par måneder havde diskuteret forfatterindens mulighed for at få et rigtigt lønjob og forfatterinden havde søgt lidt forskelligt, men stærkere og stærkere mærkede, at det var helt forkert!! Og så kom præcis det ene job op i hele landet, der så smukt matchede forfatterindens CV og kompetencer, men som forfatterinden overhovedet ikke havde lyst til at søge. Hun havde overhovedet ikke lyst til igen at vende tilbage til et job, men hun BURDE søge og give familien en stabil økonomi.

Der var bare det, at forfatterinden nu for alvor mærkede, at hun ville skrive sin bog. Og hun gik op til manden og sagde:
- Jeg har overhovedet ikke lyst til at søge det job. Jeg vil ikke tilbage og arbejde på den måde igen. Jeg vil skrive min bog færdig. Hvad nu hvis jeg ikke søger det job?...
- Ja, hvad så?
- Så skriver jeg min bog færdig og fortsætter med Plotværkstedet.. Det er det, jeg gerne vil.
- Hvis det er det, du vil, så gør det.
- Mener du det?
- Ja, da.
- Mener du det også, hvis vi går konkurs? Hvis vi bliver ludfattige og må sælge huset?
- Jeg synes, du skal gøre det, du vil og hvis vi skal gå konkurs, ja, så går vi konkurs… Det overlever vi nok også..
Så gik forfatterinden ned og slettede sin profil fra alle jobdatabaserne, og hun vidste, at hun var gift med en sjælden modig og generøs mand. Ikke mange mænd er villige til at stirre en mulig konkurs og social deroute i øjnene for at deres kone kan skrive sin bog færdig.

Forfatterinden tror, at kraften i Mandens tale springer fra Mandes egen tumlen med sin angst for, at det hele vil ende med den store nedtur. Og måske er han også lidt jaloux på bogen – Hvem ved? Men så skjuler han det godt til daglig, og han er jo selv en forfatter med masser af anerkendelse….

I øvrigt har forfatterinden kendt en kvinde, der nær blev slået ihjel af sin mand, der var sygeligt kontrollerende og hun har blandt venner oplevet almindelige velfungerende og højtuddannede mennesker blive syge af jalousi. Helt indbildt. Det havde ikke noget på sig. Men vrangforestillingerne galloperede af sted og det var uhyggeligt at stå ved siden af og se det ske…
Så nej. Meget kan man måske tro om Manden og hans sind og hjerne, men det er ikke hos ham, forfatterinden har hentet inspirationen til Lars.