onsdag den 3. august 2011

Haven


























Den store pige kommer hjem og finder et par læsebriller i græsset.
- Mor hvorfor ligger dine briller i græsset?
- Jeg lå i græsset. og så fik jeg dem ikke med ind.
- Lå du i græsset?
Forfatterinden nikker.
- Har du ligget ned i græsset, mor? Holdt du pause?

Forfatterinden ved heller ikke, hvad der gik af hende. Hun lå på maven i græsset i niogtredive minutter. Hun lå i solen mellem græsstrå og myrer og lugtede til jorden.
- Det ville jeg gerne ha' set, siger den store pige og cykler igen ud i verden med sine veninder.
Forfatterinden står tilbage med støvsugeren i den ene hånd og brillerne i den anden.

Mens hun lå i græsset, tænkte hun på i morgen. Forfatterinden skal interviewes og videofilmes til nettet.
Men i morgen er der ingen stylist og ingen makeup artist, og hvordan kan hun ligne sig selv som forfatterinden, når hun kun har sig selv til at gøre det?
Og oplæsning. Hun skal garanteret læse op. det har alle de andre gjort, kan hun se på nettet. Hun har aldrig før læst op af noget, hun selv har skrevet. Slet ikke til et kamera.

Så forfatterinden bliver liggende med næsen i jorden. Det hele er lidt uoverskueligt. Først da Fru Elg roligt kommer græssende og pruster hende i nakken, rejser hun sig i solen og går ind for at støvsuge.

3 kommentarer:

  1. I foråret genfandt jeg glæden ved netop græs. Det var så på en mark.
    Måske har du lyst til at læse de ganske få linjer?
    http://pukdegnegaard.com/nuet/verden-i-grashojde

    SvarSlet
  2. Er lidt misundelig på at du har Fru Elg.

    SvarSlet
  3. Tillykke med kort men fin anmeldelse i Elle. :-)Har jo for lang tid siden bestilt bogen hos Saxo (som tidligere skrevet). Er meget spændt på hvornår den lander i min postkasse. Glæder mig!

    SvarSlet