Morgen

Den knitrende lyd når hundens poter knækker det rimfrosne græs. 

Vasketøj i bunker

Forfatterinden har kaldt pigerne ud af deres senge. Hun har stillet morgenmad frem og smurt madpakker. 

Forfatterinden har flettet hår og kysset farvel og set pigerne gå med shorts og bare lår, og hun har tømt opvaskemaskinen og ryddet af og fyldt opvaskemaskinen. 

Hun har tørret borde af, og nu står hun og kigger på vasketøjet. Rent og til at lægge sammen. 

Pyt, tænker Forfatterinden. 

Hun går ind på skrivestuen og skriver videre på næste bog. 

En af de dage

Forfatterinden står ved hundens hule. Hun leder efter Fru Elg. Det er længe siden, den har stået i haven med sine fugtige bøvser og en underkæbe, der maler fra side til side. Forfatterinden savner lyden af græs, der bliver flået over og trukket ind i Fru Elgs mundhule.
Hun sætter sig på hug og løfter de våde blade. Hulen lugter af jord. Den er for lille til Fru Elg og fuld af rødder, der hænger i luften.

Sneen smelter og efterlader en græsplæne med mæslinger af hundens bløde efterladenskaber. Forfatterinden er en stork med lange tynde ben mellem græsplænens pletter.

Hun kunne kalde højt på Fru Elg og smile til naboen. Forfatterinden står i regnen og ser de mørke pletter på blusen vokse sammen, og håret lægge sig fladt og mørkt over skuldrene. Hun kalder ikke højt på nogen.

I køkkenet tager hun blusen af og tørrer håret og laver kaffe. Inde i køkkenet regner det også, og hun sender en sms til den store murer, der hedder Alf. Han svarer ikke. Han er også træt af regnen i hendes køkken.

Det er en af de dage.

På farten med hue

Forfatterinden er igen på farten.
I dag beholder hun huen på.

Forfatterindens indkøb

Forfatterinden er en fattigrøv. Men hun har fået en ny hue og er helt vild glad for den. I en dag eller to. For huen har andre sider. Den slænger sig ud over bordet og taler med fremmede.
- Hej støvle.
- Shhh. Sæt dig så ordentlig op.
- Hej støvle, lækre ben.
- Hold så op.
Men huen holder ikke op, og forfatterinden må forklare en ranglet mand med åben skjorte, at hun overhovedet ikke er sådan en type, der taler med fremmede mænd i toget.
Og nu taler forfatterinden overhovedet heller ikke med huen mere. I deres forhold straffer hun med tavshed.
Sådan bare at udlevere sit telefonnummer.
Tøjte!
Føj!