onsdag den 30. januar 2013

En af de dage

Forfatterinden står ved hundens hule. Hun leder efter Fru Elg. Det er længe siden, den har stået i haven med sine fugtige bøvser og en underkæbe, der maler fra side til side. Forfatterinden savner lyden af græs, der bliver flået over og trukket ind i Fru Elgs mundhule.
Hun sætter sig på hug og løfter de våde blade. Hulen lugter af jord. Den er for lille til Fru Elg og fuld af rødder, der hænger i luften.

Sneen smelter og efterlader en græsplæne med mæslinger af hundens bløde efterladenskaber. Forfatterinden er en stork med lange tynde ben mellem græsplænens pletter.

Hun kunne kalde højt på Fru Elg og smile til naboen. Forfatterinden står i regnen og ser de mørke pletter på blusen vokse sammen, og håret lægge sig fladt og mørkt over skuldrene. Hun kalder ikke højt på nogen.

I køkkenet tager hun blusen af og tørrer håret og laver kaffe. Inde i køkkenet regner det også, og hun sender en sms til den store murer, der hedder Alf. Han svarer ikke. Han er også træt af regnen i hendes køkken.

Det er en af de dage.

2 kommentarer:

  1. Svar
    1. Tak. Det gav Forfatterinden mod på at gå i haven og kalde på Fru Elg igen.

      Slet