Manden holdt en tale

Forfatterinden kan stadig lune sig ved sin bogreception. Hun tænker at hun er heldig, når hun kender så mange fine mennesker. 

Og manden holdt en lang tale, der fik alle til at le. 

Og så fik hun en mail, om ikke den tale kom op på nettet. Straks vill manden tale den ind på rigtig films til forfatterinden. 

Så her er talen:

Blomsterhav.. Og anmeldelser

Så mange blomster. Så mange flasker. Så meget god chokolade. Og så mange skønne mennesker. Forfatterinden var rolig og varm. Og hun takker stort.

Og hvordan er det så at debutere? Forfatterinden hører hele tiden en fantasijournalist stille spørgsmålet og forfatterinden svarer:
- Det er overraskende roligt. Det er en langsom og god udånding. Et tilfreds suk.

Men så kom der lige en anmeldelse og en til og igen en. Redaktricen var sød og sendte allerede en sms 06.00 om morgenen for at forberede forfatterinden på anmeldernes forbehold. Det var redaktricens ord. Forfatterinden havde ikke selv valgt et så diplomatisk ord.

Men forfatterinden ville ikke have sin dag ødelagt og derfor læste hun ikke anmeldelserne. Nu har hun læst dem. Sådan i passende doser over weekenden. Og hun fornemmer, at nogle af anmelderne har nydt at skrive deres anmeldelser - og det glæder forfatterinden, når nu de ikke nød at læse bogen.

Og så er det at forfatterinden samler alle anmeldelserne og straks bliver i bedre humør:

Fredericia Dagblad: Begejstret positiv
Ugebladet søndag: Begejstret positiv
Nordjyske: Positiv
Elle: Positiv, fire stjerner
Politikken: Positiv, fire stjerner
Information: Negativ
Jyllandsposten: Negativ, to stjerner
Weekendavisen: Nedrakende negativ

Men mest af alt giver anmeldelserne anledning til undren over læsernes mangfoldighed - Sikke mange forskellige læseoplevelser, der kan springe fra den samme bog.

Og ingen af de negative anmeldelser frakender forfatterinden talent og evne for det hun gør - De kan bare ikke lide det, hun bruger sine evner til - eller måske er det måden, hun gør det på... Eller måske er det bare et kulturelt frontalsammenstød af to forskellige læsekulturer og læselyster?

D-dag

Forfatterinden har været ved siden af sig selv de sidste mange dage. Hendes hjerne har været så fuld af fluer, at det var umuligt at tænke en eneste anvendelig tanke.

Nu er det sen aften. Hun sidder med sin kamillete og er patetisk. Hun tænker på al den hjælp, hun har fået. Al den støtte. Der har været jer her på bloggen og der har været andre. Men uden JER var forfatterinden måske brændt sammen. Nedsmeltet. Måske havde forfatterinden i dag været en blank, lyserød klat hård plastik.

Men det er hun ikke.

Og Fru Elg er oven i købet kommet indendørs i dag. Hun står i køkkenet og tygger drøv, mens hendes hjerte slår to slag i minuttet.

Forfatterinden glæder sig til reception i morgen.

Men mest glæder hun sig til det hele er overstået.

Ude... Og hjemme.

Forfatterinden fløj med sin kuffert og sin familie og landede på en stillestående varm ø, og det lykkedes næsten at lade som om, der overhovedet ikke var nogen bog.

Forfatterinden spiste igen. Blæksprutter og sværdfisk og andet unævneligt, der svømmer i middelhavet. Og formiddagene var lange og dvaske.

Nu er forfatterinden hjemme, og med stædig søgen lykkes det hende at finde et menneske på twitter, der ikke kan lide hendes bog.

Så lander Forfatterinden i verden igen. Og verden er ikke for de sarte. Hun ved det godt. Hun ved godt, at alle ikke kan elske hendes bog.

Men alligevel...

Forfatterinden holder igen op med at spise. Hun skal bare trække vejret frem til fredag og måske en uge mere. Hun skal bare overstå det værste.

Og Fru Elg står ude på græsset. Våd af regn og vil ikke ind.

Flugt

Hej, sagde forfatterinden.
Hun pakkede en kuffert og tog flugten til et hemmeligt solsted uden internet og presse. Hun kommer først hjem om 10 dage.

Pas godt på regnen, mens jeg er væk.