Årets barber i Trondheim

I Trondheim kommer de forbi en barber, og straks får forfatterinden en god idé ...

Manden skal jo på scenen i aften og går det an med det skæg?

Barberen hedder Igor og er årets barber 2016 i Norge, og så forstår manden jo, at det er en helt unik chance. Først kalder Igor mandens skæg for mission impossible, men så klipper han og taler om voks og olier og pleje af skæg og aldrig har mandens skæg duftet så godt.

Og Fru Elg kigger med fra den væggen. 

Forfatterinden tager glad sin mand i hånden, og så går de ud og spiser.

Under maden tænker forfatterinden, at hendes mand ligner Stauning, stor og stovt og velfriseret med en tyk portemonnæ og drikkepenge til tjeneren. 

Men under desserten får den yngste trang til at være ærlig, og så er det hun siger, at han mest ligner en klippet hæk ...

Anne B. Ragdes hus

Forfatterindens mand skal tale ved Trondheims Litteraturfestival, og forfatterinden og pigerne tager med. De har næsten fri. Eller manden har jo ikke fri. Han skal læse op og tale både fredag og lørdag.

De bliver sent før forfatterinden og hendes familie når frem, det er mørkt og over midnat, så det er først næste morgen, de ser, hvor de bor.

Det er det fineste lille røde hus, og her har en anden forfatter boet og skrevet bøger. Anne B. Ragde. Forfatterinden har aldrig læst hende og bestiller straks en af hendes bøger hjem over Saxo. 

Det er længe siden forfatterinden har sovet så godt og så roligt og drømt så mærkeligt. Indenfor i huset er der stille, og udenfor kører sporvognene forbi. 

De hænger over morgenmaden og spiser fårepølse, fenalår og brunost. Forfatterindens familie elsker, når de ingenting skal nå. 

Men så kommer pigerne i tanke om at taxichaufføren fortalte at både Vilde og Noora fra Skam er i byen, og så kan pigerne næsten ikke sidde stille på deres stole. Og på litteraturfestivallen fortæller den søde dame i billetten, at Vilde er barista på en af byens caféer og altid laver en fuckfinger i kaffens hvide skum.

Den fuckfinger bruger pigerne meget tid på at jagte de næste fire dage, og forfatterinden ender med at få sure opstød af kaffe og glæde sig til at komme hjem igen. 

  

Så er det sengetid ...

Forfatterinden måler og saver og samler og skruer. Den yngste går til og fra og holder æsken med skruer og drejer hjulene, så boremaskinen kan komme til.

 

Så er sengen færdig, og forfatterinden opdager at paller er tunge. 

Forfatterinden og den yngste kan ikke vende sengen. 

Forfatterinden og manden og den yngste kan heller ikke vende sengen, så forfatterinden løber over vejen på bare tæer og banker på hos genboen, der spiser lagkage fordi, han har fødselsdag. Hvad er det I har med sko, spørger genboen, for både manden og den yngste og den ældste af pigerne har det med at gå uden sko, og så tørrer han sig om munden og kommer med over, og så lykkes det dem ved fælles hjælp at få sengen vendt. 

Den yngste indretter sig straks i sengen med et par puder. 

Senere kommer genboen med en halv lagkage, hvis vi har lyst til et stykke, og det har vi.

Den yngste spiser lagkage og går tidligt i seng og ligger og hygger med computer og Elefandus, der er sovebamsen.

Så er det godnat, siger forfatterinden, og den yngste sender hende på toilettet. Du skal lige tisse, mor. Og så går forfatterinden ud og tisser før hun slukker lyset og får en krammer og stikker næsen helt ned til den yngstes hals. 

Hun har stadig den lugt af barn og dyne og træthed og nat.  

En digterinde med grønne æg

Forfatterinden og hendes mand har besøg af en ung digterinde, og hun har æg med.
Hun har lovet at æggene vil være grønne, men ræven har taget den høne der lægger grønne æg.

Forfatterinden holder meget af hendes digte:

Vaselinefyldte sprækker

Hun fandt en fjer i sine trusser, og hun skyllede den ud i toilettet.

Hun så rappere og filosoffer i mosaikken på badeværelsesgulvet.

Og en mand uden hjerte i træets blade.

Hun tog et billede af det på sin mobil.

Hun kunne ikke finde det dagen efter.

Hun prøvede at fylde de hvide vægge ud, men de ville ikke være andet en vide.

Hun sniffede luften og prøvede at huske teksten til ”Love is in the air”.

Men den var blevet væk.

Vinteren gav hendes læber sprækker.

Hun fyldte dem med vaseline, så der ikke var nogen der faldt ned i dem.

Digterinden spørger manden og forfatterinden om de har lyst til at sende tekster til hendes tidsskrift.

Hun har gået på Fortatterskole For Unge, og der har manden og forfatterinden undervist. Det var sådan de blev venner med hende. 

Nu er digterinden debuteret i hvedekorn og har været på bogforum og i radion og redigerer sit eget tidsskrift.

Og forfatterinden er ikke en gang sikker på om hun er myndig endnu ...

Dagen efter laver forfatterinden omelet til hele sin familie, hun hakker grønt og pisker æg og er overraskende glad.

Den alleryngste generation vil have hendes tekster i deres tidsskrift. 

Det er på en måde en stor ære - og det var et sjældent hyggeligt besøg.

Når man næsten bliver usynlig ...

På hospitalet har de sagt at det er helt normalt. Når den ene søster bliver alvorligt syg, bliver den anden søster nemt usynlig. To sider af samme sag, siger overlægen, og forfatterinden tænker på det usynlige barn, Nini, fra mumitroldenes verden, der var blevet overset så længe, at man ikke længere kunne se hende. 

Den mindste pige har længe ønsket sig en seng af paller og med hjul under. 

Så må bogen alligevel vente et par dage endnu.