tirsdag den 26. juli 2011

























Børnene er hentet af manden. De sover i deres egne senge.
Forfatterinden sover ikke.

Højskolen ligger på landet, så hun deler værelse med tre fluer og en natsværmer, men der er ikke meget sværmeri over de nye sengekammerater.

De kopulerer på computeren og knitrer mod vægge, ruder og lamper.

mandag den 25. juli 2011

Kuffert

























Her er vi igen. En kuffert, to piger og forfatterinden.
På højskole.

En gang tænkte forfatterinden, at når hun blev forfatter, ville hun sidde og skrive hele tiden.
Men det længe siden, hun har skrevet andet end blogindlæg.

I stedet bliver hun interviewet og underviser og sidder i sommerhus med andre forfatterinders bøger.
Og så læser hun interviews igennem og stiller op til fotografering. Og så er der radio og et videointerview til at lægge ud på nettet.
Og den første bogsignering.

Pressedamerne er begejstrede.

Forfatterinden tænker, at det er godt for bogen, men hun er ikke sikker på at det er godt for forfatterinden.

fredag den 22. juli 2011

endelig er link til artikel fremfundet.

Link til artikel

Flytte exil


Forfatterinden sad her og den anden forfatterinde sad i sofaen. De sad der i fire døgn.

Der blev skåret karakterer og flyttet rundt og skrevet i tavs koncentration. 
Der blev spist og leet og holdt pauser til tvivlen. 
Holder det? 
Duer det? 
Og endelig sejr, når stoffet muterer og finder sig en ny form. 

Forfatterinden sidder i toget på vej hjem og kan mærke sit kranie. De har skåret ud og flyttet rundt i teksten, i manuskriptet, i karaktererne og i plottet. 
Her i toget, er der ikke noget at flytte på. 
Forfatterinden ser ud på landet, der glider forbi. 
Men hun ser ingenting. 

Hun er en hjernebasket flyttemand.









onsdag den 20. juli 2011

Dagen derpå

Forfatterinden sidder i toget. Hun er på vej til bootcamp med en anden forfatterinde. De skal fire dage i træk arbejde på den anden forfatterindes bog.


 Det er mandag, dagen derpå og verden står endnu.


























I går stod forfatterinden op som den første i huset. Hun tømte postkassen og åbnede avisen; "Jeg bliver den, der sørger for at tingene kører, og Jens bliver den, der ikke kan finde ud af tingene". Det står der med store bogstaver øverst på siden. Forfatterinden folder avisen sammen og gemmer den.

Da manden står op, bliver de enige om, at den avis slet ikke må åbnes før pigerne er kommet i seng. Den store pige har fødselsdag og hun skal have sin fødselsdag i fred for avisen.

Manden og forfatterindens ægteskab er ikke stabilt. Det er fuldt af bundvendinger og forskydninger og balancer, der ikke balancerer. Det er inspirerende og besværligt, og der bliver både råbt og krammet, men forfatterinden lever med en konstant fornemmelse af, at det KAN tilte. Interviewet kunne tilte det.

Det svære er ikke at sidde med journalisten og plapre løs... Det er bagefter. Man skal leve med det. Man skal leve med, at man højt har talt om sin elskedes svagheder. Man skal leve med, at han krymper sig lidt. Og man krymper selv over det, han har sagt.

Det man beundrer, er jo let at leve med, let at tale om og let at høre andre tale om. Men manden og forfatterinden har også talt om det, der er svært. De har talt om de svære ting, de kender til, netop fordi de er hinandens elskede og lever sammen.

Og de ved, at 200.000 mennesker læser med.

Om aften, når pigerne sover og fødselsdagen er slut, finder de avisen frem og læser højt for hinanden. De læser og ler sammen over de steder, hvor de har mest brug for tilgivelse.

Og latteren blev mulig fordi, der er mennesker, der har skrevet, ringet og kommenteret på interviewet og de har været glade og begejstrede for at læse det. Og så giver ærligheden mening.
1000,1000 tak!
Forfatterinden havde brug for det. Og hendes ægteskab står endnu...  :0)

fredag den 15. juli 2011

En sms

Forfatterinden sidder i sengen med sin telefon. Hun har låst døren. Den søde interviewdame fra det danske dagblad har sendt en sms: Hej, jeg har nu sendt dit interview og vil bede dig læse det.

Udenfor døren står manden med sit interview. Han kan ikke komme ind.
Han foreslår, at han kan læse det højt gennem døren. 
Men forfatterinden vil hverken høre eller læse. 

Senere kommer hun alligevel ned og spiser. Og skriver en dedikation i Hotel Rudolph til manden. Hun skriver tak for den smukke tid, de har haft sammen, og at hun altid vil huske ham. Hun overrækker ham bogen. Det er lidt højtideligt.

Men forfatterinden ved ikke, om der er et ægteskab efter søndag morgen. 


torsdag den 14. juli 2011

Stumfilm

Fotografen er kørt den lange vej fra Købehavn for at tage billeder af det kreative par til morgenavisen på søndag.

























Mellem fotografens kyndige hænder, genopdager forfatterinden sig selv som stumfilmsstjerne.

onsdag den 13. juli 2011

En brækket rå

























Interviewet gik fint. Også damebladets interviewdame var sød, hun havde let til latter og en hemmelig hang til McDonalds.

Forfatterinden er kommet hjem i god behold.
Hun er trådt ud af skoene.
Hun har hængt tasken og lagt jakken fra sig.
Hun er som et brækket rådyr med alle indvolde hængende ude på jorden.

Det skal vare længe før hun igen taler og tolker og udlægger sig selv for fremmede i timevis.

tirsdag den 12. juli 2011

Morgensol på kontoret

Forfatterinden sidder mellem malerspandene på sit kontor og arbejder.
Hun har lukket døren.

Hun læser en anden forfatters bog. Den anden bog er heller ikke udkommet endnu.
De næste to uger skal forfatterinden læse og strege ud og flytte rundt og komme med forslag til den anden bog.
Og holde møder med den anden forfatterinde.
Det glæder hun sig til. De ler altid meget, hun og den anden forfatterinde, og de kan være barske sammen. Direkte og på bogen. Den skal være god og der skal tempo på.

Og i eftermiddag skal hun interviewes igen.
Forfatterinden - Nu i dameblad.
Men det er piece off cake. Been there, done that.

mandag den 11. juli 2011

Interviewdamen er gået

























De drak kaffe og the og nu er interviewdamen gået.
Først var det Manden og så forfatterinden.

De er alene i huset. Manden tager pigerne med på stranden.
Hun er sød, interviewdamen. Alt er fint. Hun spøger, og forfatterinden svarer. Det tager flere timer.

- Nå, hvordan gik det, siger Manden, mens pigerne løber våde gennem huset.

Det kan forfatterinden ikke svare på. Der er kun en fugtig tåge i hendes hoved, alle ordene, hun har sagt, er forsvundet.

Hun har to ord tilbage; porøs og terning.
Men hvad de ord laver i interviewet, det kan hun så ikke huske.

søndag den 10. juli 2011

Angst

Forfatterinden har ingen ro. 
Det er uvejr både inde og ude.


























Hun går i kælderen og stirrer på risten over afløbet. Det risler og gurgler dernede i mørket. Hun lyser med en lommelygte og ser grundvandet rejse sig. 

Forfatterinden går op i køkkenet. Der sidder manden med skæg og brille og en bred, rolig ryg, mens han får strålesyge og udforsker sære verdner. 

























- Slap nu af, det skal nok gå, siger manden, jeg har prøvet det tusind gange. Vi snakker med hende, før vi går i gang og aftaler nogle gode spilleregler.
Han lyder så rolig. Som om det bare er et computerspil. 

Der kommer en interviewdame fra et stort dansk dagblad. Hun skal interviewe Manden og Forfatterinden om, hvordan det er at være et kreativt par. 

I den slags interview er det meningen, at man skal være ærlig og autentisk. Nu er det bare sådan, at forfatterinden anser ærlighed i ægteskaber for en brutal sag reserveret de få modige mennesker, der tør miste.

- Det skal nok gå, siger Manden med sin rolige stemme, hun er bare nysgerrig og hun er ikke ude på at få os skilt. 
Han lyder helt som Fru Elg. Hun ville sige det samme. Helt præcist. Det skal nok gå. Og hun ville sige det med samme ro. Det mærkelige er, at det plejer at være Forfatterinden, der med sin stemme og sine tørre hænder hjælper Manden med at tøjre hans uro.

Men denne aften er det omvendt.



lørdag den 2. juli 2011

Skitser af den næste bog


Forfatterinden har været på Vallekilde Højskole i en uge. Hun har malet og tegnet og klippet og bygget modeller og leget børnehave. Sådan klippe-klistre. Og hun har haft lyst til at kyle det hele ud af vinduet. 

Forfatterinden er på jagt efter stemninger og detaljer til den nye roman, men det, hun laver, rejser sig ikke fra papiret. Forfatterinden er bare en glad amatør med pensel og limpistol. Hun ser det selv, og alle andre kan se det. 

Men så siger læreren (som er en af forfatterindens guder), at de skal fotografere deres klippe-klistre-male-ting. Forfatterinden fortaber sig og forsvinder ind i sit eget skyggerige med modeller, malerklatter og kamera. 

Da hun kommer ud igen, har hun skitser af den næste bog med: 











 








fredag den 1. juli 2011

Natteliv på højskolen

























Forfatterinden har et hemmeligt liv på højskolen. Hun sidder ikke på terrassen i den lune sommernat og griner og drikker øl til himlen lysner i rødt og gyldent. Forfatterinden er nemlig MOR.

Så forfatterinden sidder aften efter aften på sin seng og lytter til luften, som de sovende piger trækker ind og ud af deres lunger. Forfatterinden lægger garn om de nøgne ben og vinder det fra bundter til nøgler, mens hun læser i sin bog:

"Det var ikke slagtermesterens skyld, at han hadede hver en time i den butik. Han var god nok, slagteren,  fed og med blodsaft der var størknet i de dybe furer i hans hænder, på kitlen og fra mundvigen ned over hagen, men han kunne skære en skank ud som et kunstværk. Uffe kunne lige pludselig tage sig selv i at falde i staver over mesterens arbejde. Hvordan han lagde snittet ned gennem grisen og sprættede dyret op, så tarmene kom til syne. Tarmene, leveren, hjertet. Mesteren væltede indvoldene ud på bordet og skar galden fri af leveren. Han drejede hovedet og så på Uffe, nåh, sagde han, så du vil gerne være slagter?"
- Gudfar af Dy Plambeck.

Forfatterinden elsker når hverdagens sanselige brutalitet bliver skrevet frem. På den Plambeckske måde.