onsdag den 26. oktober 2011

Forfatterindens fetich

























Curlere i håret og frem med makeuppungen.
Forfatterinden kan bruge timer i byggemarkedet. Hun kigger på værktøj og diskuterer ydelsen og længden og kvaliteten.
Hun har altid høje hæle på og danser ned langs rækkerne med søm og skruer.

Butiksindehaveren bruger lang tid på forfatterinden, de står tæt og hun smiler og spørger til forretningen og varesortiment og hvordan det er at være del af en kæde. Og så vælger han værktøj for hende, lægger det i hendes kurv og følger hende op til kassen, og hun ler og han smiler og har brune øjne. To slibemaskiner og en ny lampe.

Og så er det at forfatterinden afslører sit sande jeg. Forfatterinden er en pruttepige. Hun må altid lige prutte lidt og butiksindehaveren ser så skuffet ud, at forfatterinden synker en klump.
Men hun får sine ti procent.

Forfatterinden smider de høje hæle, sætter strøm til og nyder styrken, larmen og potensen, mens spåner og slibestøv fyger om ørerne på hende.

SKRIVESTUE - Here I come....


tirsdag den 25. oktober 2011

Skrivestue

























Forfatterinden har en skrivestue.
Hun forestiller sig, at hun har en skrivestue.
Men hun er ikke sikker på, det ligner en skrivestue....


søndag den 23. oktober 2011

Næste bog

























Her er næste bog.
Her er den tekst på sytten linjer, næste bog springer af.

Forfatterinden er stille og gemmer denne tekst ved sit skrivehjerte.
Hun ved, at nu holder mutationerne op.
Forfatterinden har igen et liv og en retning.

mandag den 17. oktober 2011

Efterårsferie



 Det er efterårsferie, og forfatterinden har lovet sig selv at stå op klokken halv syv hver morgen. Hun lusker sig til tre skrivetimer, mens resten af familien langsomt vågner og sumper ud til morgenTV.

Hvor morgen finder hun sin notesbog, sin pen - den med det rigtige flaskegrønne blæk - sine læsebriller og plotkortene. Klokken syv lukker hun døren til kontoret og tænder computeren.

Men det er en forfærdelige tid. Historier kommer og går og vender tilbage igen. Stoffet muterer og genopstår i nye former.

Hver anden dag er forfatterinden talentløs, og hver anden dag skriver hun sig ind i litteraturhistorien.

fredag den 7. oktober 2011

Bog eller Ebog?

Ja, det var et godt spørgsmål, tænker forfatterinden.
Cecilie har spurgt, om forfatterinden helst vil have, at man køber Hotel Rudolph som papirbog eller Ebog.
Skal forfatterinden nu anbefale fremtiden, eller skal hun insistere på at papiret gør en forskel? At bogen har en anden vægt, når man holder den mellem hænderne? At man kan tage noter i marginen og give sin bog en historie med kaffepletter og krøllede sider fra badekarret eller den gang man glemte den ude på græsset og duggen faldt.
Og første gang man åbner en bog, lugter den af nytrykte plakater, der skal hænges op i hele byen, så alle ved, at ens bedste venner snart spiller koncert på Huset.
Hvad lugter kindle af? Forfatterinden rejser sig og går ud til sin mand. Han har en Ipad, og hun tager den ud af hans hænder og lugter til den.


Den lugter mest af lak. Hun åbner det fancy rødlakerede etui og lugter til selve Ipaden. Den lugter Tørt og gråt med en svag tone af børnetandlægens lattergas.

Manden ser til uden at sige noget. Han har altid sagt, at forfatterinden havde en smuk lang næse.

Nej, det går ikke. Forfatterinden er jo sentimental. Hun har et øjeblik glemt, at det selvfølgelig er FORRETNING. Hun støver mapper af og går på jagt efter kontrakterne.






 Hun ganger og dividerer og går på nettet og finder udsalgspriser. Og tadahhh hun kan sætte to streger under sin indtjening pr bog. Forfatterinden tjener cirka femogfyrre kroner på hver museumsbog, der sælges mod tredive kroner for den fagre nye verden.

Forfatterinden synes, at Cecilie skal gå på museum.

torsdag den 6. oktober 2011

Operation Charlot og Charlotte. Debreafing

Den dag kom forfatterinden på kant med teknikken. Hun får det kun til at virke på facebook. Ikke her på bloggen. Så her kommer det all-in-one. Den store tur rundt i landet.


























Nyborg, Svendborg, Rudkøbing, Faarborg og Haarby. Syv boghandlere når de. Syv små boghandlere, der lugter af støv og ligger langt fra hinanden. Kun Svendborg er særligt kulturel og huser hele tre boghandlere i samme by. 


Det er planen, at forfatterindens søde og seje veninde, skal smile stort og spørge til en bog, hun har hørt om. I Nyborg er de venlige hos boghandleren, men kan ikke finde bogen på hylderne. De går langs reolerne og leder og de slår den op i deres system og opdager til deres forbløffelse, at de slet ikke har haft bogen hjemme. Det må være en fejl, den bestiller vi straks hjem. Og veninden forklarer, at hun jo bare er på gennemrejse og ikke kan garantere, at hun kommer gennem Nyborg og kan hente den igen, men det gør ikke noget, siger det søde menneske, så sælger vi den bare til en anden.  Lige præcis. Det er det de skal, BESTILLE bogen hjem og SÆLGE denI Svendborg sidder forfatterinden og hækler på en parkeringsplads. Den lille toggris til Odense kører forbi bilen mange gange før veninden er tilbage igen. Tre boghandlere tager sin tid og da veninden kommer, har hun armene over hovedet. Alle boghandlerne i Svendborg har bogen og de taler engageret om den og fortæller, at den ikke ligner noget andet. Forfatterinden beundrer veninden for hendes mod til at gå direkte ind i løvens hule og tale om bogen og gå igen uden at købe den. Kun printerpapir køber hun, den ene gang, hvor det på en måde blev umuligt bare at gå.Og så er det frokost i det fri og kaffe med varm mælk på et lille stormkøkken.



Rudkøbing og Faarborg. Det ene sted er bogen udsolgt, men bestilt hjem til weekenden, og den har sådan en smuk forside, siger boghandleren med sit  krøllede hår, der vokser opad. Det andet sted, har de to nydelige kortklippede damer skam bogen, det er den med et fordrejet hus på forsiden. Og så var de lige på Langeland. Det er også en oplevelse. Nu ræser forfatterinden og veninden af sted. Fra Faarborg til Haarby, de kan lige nå det inden 17:30. Men uden de opdager det begynder GPS'en at stille dem sjove forslag og de ender mærkelige steder. Først var Fyn så idyllerisk, med små skæve huse og gader og kulturradikale turistbutikker med keramik og glas og design og så blev Fyn til noget med køreskoler, tykke affarvede piger og alt for unge drenge på knallerter. Endelig 17:32 parkerer de foran boghandleren i Haarby og sådan en boghandel har forfatterinden aldrig set før:

 Da forfatterinden om aftenen kommer hjem til manden, er hun glad. Bogen er på boghandlernes indre lystavle. De kender den. De ved, den er kommet, at forsiden er FLOT, at den har fået gode anmeldelser og ikke er som så mange andre bøger. Mere sådan lidt Twin Peaks agtig. Gennem veninden har hun mærket boghandlernes engagement og det er dejligt. Det er jo dem der møder læserne og skal sælge bogen. 1000 tak til den superseje veninde med en løves mod og galskab nok til at undfange og gennemføre vores raid.Næste gang går vi efter de store kæder; Bog og Idé; Arnold Busck og Gad - here we come.



lørdag den 1. oktober 2011

Forfatterinden på hemmelig mission

Forfatterinden har en skøn veninde med solbriller og højt hår. Sammen planlægger de en aktion for forfatterindens bog. 
Aktionen er venindens forslag og den kræver mod af veninden. Forfatterinden skal bare gemme sig i bilen med mørke solbriller. 

De forbereder sig og drikker kaffe og er klar til afgang på tirsdag. To dage varer aktionen og de døber den Charlot og Charlotte efter Bornedals gamle TV-serie.  Forfatterinden glæder sig.Og er lidt nervøs.