Råddenskab

Forfatterinden sætter smukke blomster i en vase og bærer dem ind på skrivestuen.  

Og mens forfatterinden skriver på sin næste bog, begår naturen sit eget langsomt fremadskridende hovedværk.

På skrivestuen 2

Forfatterinden maler væggene med en stor dryppende malerulle og hun elsker den klistrede lyd af rullen over væggen. 

Alt er flyttet ind på midten, så forfatterinden kan komme rundt med sin malerulle.

Og så det næste projekt. Lysninger i vinduet.

Lysninger hedder det, når muren i vindueshullet er beklædt med træ og sluttet af med lister. Forfatterinden har tegnet og målt og regnet og tænkt og går over til genboen med sin plan. Genboen er sådan en god klippe, man kan læne sig op ad, når man er i gang med træ, hus og værktøj. Han nikker og forfatterinden kører glad til Københavns Listefabrik.
Ja, sådan en findes, og i dag ligger den i Ballerup. Sidst forfatterinden var på Listefabrikken, lå den på Østerbro i en snørklet baggård og lugtede af Charles Dickens.

Byggemarkeder og listefabrikker er farlige steder for forfatterindens dankort. Hun sidder stille i bilen og vover sig ikke ind til listerne. Hun lover sig selv, at det ikke må gå amok.

Forfatterinden kommer ud med tre gange så mange meter, som hun skal bruge til vinduet. Men det er fornuftige køb. Hver eneste meter liste er fornuftig. De skal alle bruges et sted i det store gamle hus, og de er gode at have, når der er langt til listefabrikken.

Først MDF. 

Og så listen.
Det er den, der står ude til højre i billedet. Den skal side over vinduet og på hver side af vinduet, og sidestykkerne skal nå helt ned til fodpanelet. Og når lister sidder på den måde rundt om et vindue eller en dør, hedder det gerichter eller til nød en indfatning. 

Forfatterinden passer til og skærer i vinkel og piller det hele ned igen og starter forfra. Op igen med listerne. Og så sidder de der. Klar til fugning og spartling og grundning.

Og det bliver så pisseflot, hvis forfatterinden selv skal sige det. Og det skal hun. Efter alle de timer, hun har brugt på det.

Togdrift

Forfatterinden får ingenting læst i toget. 

Hun fører en opløftende samtale med intercitytogets nye kravlenisse. 

På Skrivestuen 1

For længe siden, da forfatterinden og manden lige var flyttet til Korsør, sad forfatterinden med sit lille skrivebord her:

Det var koldt og fredløst.

Den gang fik forfatterinden lov at slå en væg op gennem stuen, det kan man læse om her

Men nu skal skrivestuen være færdig. Helt færdig. Der er ikke et eneste rum i den store gamle kasse, der er færdigt. Der mangler lister og maling alle vegne. Det er forfatterinden, der svinger hammer, boremaskine og malerruller og det er mandens rastløse temperament, der bestemmer, hvornår hun går videre til et nyt rum. Men ikke med skrivestuen. Det er forfatterindens skrivestue og den skal være færdig. Helt færdig. Der skal hverken mangler lister eller maling eller vinduespudser. Og forfatterinden er stædig. Nej, siger hun, når datteren taler om sit værelse. Nej, siger forfatterinden, når manden taler om opgangen.
Ja, forfatterinden kan godt se, at den ser fin ud på billeder med hund i stol og maleri i guldramme. Men når man ser den analogt i virkeligheden ligner den noget fra før muren faldt.

Så, nej, nej, nej. Der sker ikke noget andre steder i den gamle kasse, før forfatterindens skrivestue er færdig.

Forfatterinden har lavet det store ryk i december.
Først skulle en liste reetableres øverst på den nye væg:

Forfatterinden kan ikke finde en liste i den rigtige tykkelse, hun kommer hjem med en tyndere liste og brækker stykker af en malepind og lægger under listen for at få en tykkelse som de gamle lister.

Hun passer listen til i begge ender ind mod de gamle lister.                                              

Ovenpå den flade liste sømmer hun en halvrund pind. dvs en rund pind, der er skåret tværs igennem på langs. Forfatterinden lærer et nyt ord. Halvstaf. Sådan en halv pind hedde en halvstaf.

Under listen sømmer hun en kvartrund pind. Det hedder en kvartstaf.                                                    

Når pind og liste skal sømmes sammen og det skal males og se pænt ud, så skal sømmene dykkes. Forfatterinden bruger en dykker. Det er et kort rundt metalspyd, der for enden passer præcis i den lille fordybning, der er i sømmets hoved og så kan man med hammeren slå sømmet under træets overflade, så der kun er en lille fordybning, der senere kan spartles ud. Sømmene er særlige søm, med den rigtige fordybning i sømhovedet, så de passer til dykkeren.

Så er listen klar.                                                                                                      

Forfatterinden spartler alle sømhuller og fuger alle samlingerne mellem listerne, så man ikke længere kan se, at den nye liste er skabt af tre forskellige lister og ikke er fræset ud i et stykke.Forfatterinden maler og opdager, at fugningen har udjævnet de skarpe kanter, så listen ikke ser helt så ny ud med maling.

Den nye liste passer fint og ingen kan se, at den er reetableret. 

Forfatterinden er stolt!

På skrivestuen.

Forfatterinden er offline.
Det har hun været i uger.
Hun arbejder på sin skrivestue.
Ikke i sin skrivestue. Hun sidder ikke i sin skrivestue og arbejder på den næste bog.

Hun arbejder på sin skrivestue.
Det er rigtigt arbejde.
Træ og maling og lister og værktøj.
Fra ni morgen til ni aften og hun lægger sig træt i sin seng.
Træt på den kropslige måde.

Hun vender nok først tilbage til det digitale liv i det nye år.