torsdag den 9. marts 2017

En digterinde med grønne æg

Forfatterinden og hendes mand har besøg af en ung digterinde, og hun har æg med.
Hun har lovet at æggene vil være grønne, men ræven har taget den høne der lægger grønne æg.



Forfatterinden holder meget af hendes digte:


Vaselinefyldte sprækker

Hun fandt en fjer i sine trusser, og hun skyllede den ud i toilettet.

Hun så rappere og filosoffer i mosaikken på badeværelsesgulvet.

Og en mand uden hjerte i træets blade.

Hun tog et billede af det på sin mobil.

Hun kunne ikke finde det dagen efter.

Hun prøvede at fylde de hvide vægge ud, men de ville ikke være andet en vide.

Hun sniffede luften og prøvede at huske teksten til ”Love is in the air”.

Men den var blevet væk.

Vinteren gav hendes læber sprækker.

Hun fyldte dem med vaseline, så der ikke var nogen der faldt ned i dem.


Digterinden spørger manden og forfatterinden om de har lyst til at sende tekster til hendes tidsskrift.
Hun har gået på Fortatterskole For Unge, og der har manden og forfatterinden undervist. Det var sådan de blev venner med hende. 
Nu er digterinden debuteret i hvedekorn og har været på bogforum og i radion og redigerer sit eget tidsskrift.
Og forfatterinden er ikke en gang sikker på om hun er myndig endnu ...

Dagen efter laver forfatterinden omelet til hele sin familie, hun hakker grønt og pisker æg og er overraskende glad.
Den alleryngste generation vil have hendes tekster i deres tidsskrift. 
Det er på en måde en stor ære - og det var et sjældent hyggeligt besøg.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar