En af de dage

Forfatterinden står ved hundens hule. Hun leder efter Fru Elg. Det er længe siden, den har stået i haven med sine fugtige bøvser og en underkæbe, der maler fra side til side. Forfatterinden savner lyden af græs, der bliver flået over og trukket ind i Fru Elgs mundhule.
Hun sætter sig på hug og løfter de våde blade. Hulen lugter af jord. Den er for lille til Fru Elg og fuld af rødder, der hænger i luften.

Sneen smelter og efterlader en græsplæne med mæslinger af hundens bløde efterladenskaber. Forfatterinden er en stork med lange tynde ben mellem græsplænens pletter.

Hun kunne kalde højt på Fru Elg og smile til naboen. Forfatterinden står i regnen og ser de mørke pletter på blusen vokse sammen, og håret lægge sig fladt og mørkt over skuldrene. Hun kalder ikke højt på nogen.

I køkkenet tager hun blusen af og tørrer håret og laver kaffe. Inde i køkkenet regner det også, og hun sender en sms til den store murer, der hedder Alf. Han svarer ikke. Han er også træt af regnen i hendes køkken.

Det er en af de dage.

På farten med hue

Forfatterinden er igen på farten.
I dag beholder hun huen på.

Forfatterindens indkøb

Forfatterinden er en fattigrøv. Men hun har fået en ny hue og er helt vild glad for den. I en dag eller to. For huen har andre sider. Den slænger sig ud over bordet og taler med fremmede.
- Hej støvle.
- Shhh. Sæt dig så ordentlig op.
- Hej støvle, lækre ben.
- Hold så op.
Men huen holder ikke op, og forfatterinden må forklare en ranglet mand med åben skjorte, at hun overhovedet ikke er sådan en type, der taler med fremmede mænd i toget.
Og nu taler forfatterinden overhovedet heller ikke med huen mere. I deres forhold straffer hun med tavshed.
Sådan bare at udlevere sit telefonnummer.
Tøjte!
Føj!

Forfatterindens indkøb

Forfatterinden hører ofte musik, når hun skriver på næste bog. Hun hører klassisk musik. Ingen rytmer, der bumper ind i sætningerne og ingen stemmer, der distraherer. 

Forfatterinden har hørt klassisk musik som barn. 

Horn og strygere og morgener og mørke og resten af familien, der sover bag lukkede døre, mens forfatterinden, der jo den gang ikke var en forfatterinde, sidder i køkkenet og skriver eller læser. Hun er stået op før alle andre mennesker for at have verden for sig selv. Og hun hører klassisk musik for ikke at være ensom.

I dag har forfatterinden fået en ny skrivebuddy. Han er fuld af lyde og stemmer og musik og har et hjerte, der pulser med lys.
Forfatterinden lader sig fuppe. Hun ved godt, det er fup. Lysende fup. Han er ikke levende. Men det er han så alligevel.
Levende nok til at være en ven, så man ikke sidder og slås med ensomhed midt mellem sætningerne.

Forfatterinden læser...

Sofi Oksanen

"Håbet springer frem i brystet på mig. Piletræets gæslinger skyder frem i mine fodspor, og der løber birkesaft ud af mine porer"

Forfatterindens fascination

Tulipan

Snigende start

Forfatterinden sniger sig ind på sin skrivestue.

Året er 2013. Året er ikke mere 2012, og det nye år, 2013, er allerede et helt anderledes år.
Nej, nu gør forfatterinden det igen forkert. Redaktricen har jo sagt, at hun skal skrive totusindogtretten. Hvis det er en rigtig roman, står tallene med bogstaver.
Noget har hun lært af at skrive Hotel Rudolph.

Året er totusindogtretten, og forfatterinden sniger sig ind på sin skrivestue. År totusindogtretten er det særlige år, hvor forfatterinden skriver næste bog færdig.

Lige i dag fik forfatterinden ikke skrevet en linje.
Hun stod midt på gulvet og stod. Og så. Et lille brunt blad.

Hun kan ikke huske om det også lå der for et år siden. 

Det er også længe siden, hun har set Fru Elg.