torsdag den 5. januar 2012

Råddenskab

Forfatterinden sætter smukke blomster i en vase og bærer dem ind på skrivestuen.  

























Og mens forfatterinden skriver på sin næste bog, begår naturen sit eget langsomt fremadskridende hovedværk.

onsdag den 4. januar 2012

På skrivestuen 2

Forfatterinden maler væggene med en stor dryppende malerulle og hun elsker den klistrede lyd af rullen over væggen. 

Alt er flyttet ind på midten, så forfatterinden kan komme rundt med sin malerulle.

Og så det næste projekt. Lysninger i vinduet.

Lysninger hedder det, når muren i vindueshullet er beklædt med træ og sluttet af med lister. Forfatterinden har tegnet og målt og regnet og tænkt og går over til genboen med sin plan. Genboen er sådan en god klippe, man kan læne sig op ad, når man er i gang med træ, hus og værktøj. Han nikker og forfatterinden kører glad til Københavns Listefabrik.
Ja, sådan en findes, og i dag ligger den i Ballerup. Sidst forfatterinden var på Listefabrikken, lå den på Østerbro i en snørklet baggård og lugtede af Charles Dickens.

Byggemarkeder og listefabrikker er farlige steder for forfatterindens dankort. Hun sidder stille i bilen og vover sig ikke ind til listerne. Hun lover sig selv, at det ikke må gå amok.

Forfatterinden kommer ud med tre gange så mange meter, som hun skal bruge til vinduet. Men det er fornuftige køb. Hver eneste meter liste er fornuftig. De skal alle bruges et sted i det store gamle hus, og de er gode at have, når der er langt til listefabrikken.


Først MDF. 

Og så listen.
Det er den, der står ude til højre i billedet. Den skal side over vinduet og på hver side af vinduet, og sidestykkerne skal nå helt ned til fodpanelet. Og når lister sidder på den måde rundt om et vindue eller en dør, hedder det gerichter eller til nød en indfatning. 

Forfatterinden passer til og skærer i vinkel og piller det hele ned igen og starter forfra. Op igen med listerne. Og så sidder de der. Klar til fugning og spartling og grundning.

Og det bliver så pisseflot, hvis forfatterinden selv skal sige det. Og det skal hun. Efter alle de timer, hun har brugt på det.

tirsdag den 3. januar 2012

Togdrift


Forfatterinden får ingenting læst i toget. 
Hun fører en opløftende samtale med intercitytogets nye kravlenisse.